Varme hænder

Stine Askovs roman om velfærdssamfundets varme og udbrændte hænder er tankevækkende og spændende som en pageturner.

I 'Varme hænder' inviteres læseren med ind i det private rum mellem omsorgsyder og -modtager. Hvordan er det at være afhængigt af andre menneskers hjælp? Hvad kræver det at være omsorgsperson for et handikappet menneske? Romanen giver et sjældent belyst indblik i de vilkår og den personlige investering mellem mennesker, som værdigt omsorgsarbejde nødvendigvis fordrer og tapper samtidig ind i samfundsudfordringen omkring manglende omsorgspersoner.

Camilla på 44 år er brændt ud efter 15 år som pædagog i en børnehave. Efter et halvt års forsumpet tilværelse på sofaen leder hun efter et nyt job og falder over stillingsannoncen ”Verdens nemmeste job”. Det er den 40-årige intellektuelle forfatter Mathilde med en funktionsnedsættelse, som søger en handikaphjælper til ledsagelse ud af hjemmet, husligt arbejde og personlig pleje.

Camilla får jobbet, og Mathilde er klar i mælet om sine forventninger: "Jeg søger en hjælper, der kan underholde sig selv og mærke, hvornår der er brug for hjælp, og hvornår der ikke er. Jeg søger ikke en veninde… Jeg har ikke brug for moralske betragtninger, men for rengøring". 

Men jobbet viser sig hurtigt mere krævende end som så, for Mathilde har mange standarder, som hendes personlige hjælpere forventes at følge: Hænderne skal vaskes i præcist et minut hver gang, de har rørt ved noget, og tørres i eget håndklæde. Vandet til palmen og vandet til teen skal nøje afmåles (man sløser jo ikke med ressourcerne). Æblet skal skæres i helt ens både. Servicehunden Bastian skal tiltales som et menneske, men samtidig skal man respektere, at den ikke er et kæledyr, men en servicehund, og man kunne blive ved og ved. Og så er der håret! Mathilde ønsker håret sat i en helt særlig kunstfærdig frisure (den sidste rest af hende selv, som hun proklamerer), og Camilla får et sminkehoved med hjem til at øve sig på. Trods utallige timers øvning lykkes det ikke Camilla at få tag på frisuren, og hele tiden hænger Mathildes pegepind og ord i luften: ”De andre hjælpere sætter frisuren på 15 minutter”. 

Alt, hvad Camilla foretager sig i Matildes hjem, overvåges nøje, og sjældent er opgaverne udført tilfredsstillende. Camilla begynder at tage ekstravagter, fordi de andre hjælpere ifølge Mathilde ikke kan, og modtager utallige sms’er med dessiner på sine fridage. Spørgsmålet om ret og rimelighed strejfer Camilla, men affejes hurtigt igen, for når man er drevet af stor pligtfølelse og svingende følelser mellem uundværlighed og utilstrækkelighed, er det svært at sætte egne behov først.

Absurditeterne står i kø, og der løber en foruroligende diffus stemning gennem romanen. Det hele spidser til, da Camilla indser, at Mathilde manipulerer med hende, når hun sammenligner hende med de andre hjælpere. Skam og magtesløshed overmander Camilla og virkelighedsfornemmelsen begynder at skride. 
i det nedbrydende psykologiske magtspil.

Det er nærliggende at udråbe den krævende og kontrollerende Mathilde som ”skurken”, men tingene er sjældent sort/hvide, og der skal som bekendt to til en tango. Begge kvinder er sårbare og hinandens medafhængige. Selv "torturen" med den krævende håropsætning kan man næsten tilgive Mathilde efter sidste side. Askov sætter tingene på spidsen og dramatiserer relationen mellem Camilla og Mathilde. Hvor interessant ville det ellers være at læse om hårvask, potteplantevanding og hundeluftning? I Askovs kyndige hænder er det blevet til et medrivende, nuanceret og tankevækkende drama om relationer og omsorgsarbejde.