Anmeldelse
Vandreren af Adriaan van Dis
- Log ind for at skrive kommentarer
Stilfærdigt indigneret og sørgmuntert møde mellem en hund og en gentleman. Et møde, der vender op og ned på ret og vrang og ikke mindst, synet på andre kulturer.
Efter et fald ud af et brændende højhus kaster et stort skrog af en hund sig bogstaveligt i armene på en mand. Det bliver startskuddet til et højst usædvanligt venskab mellem en herre og en hund. Hr. Mulder er en sirlig, hollandsk velsitueret mand i 60-års alderen, som lever en behagelig, men også meget anonym tilværelse i Paris med faste ritualer, så som at gå lange aftenture i forstæderne. Hunden, der vælger at kaste sig i Mulders arme, er lige det modsatte:
”Ikke at den var et stort skrummel, tværtimod, den var spinkelt bygget og langbenet, sikkert en bastard, meget snavset med skorper på ørerne og et grimt ar på snuden, men med et par mandelformede øjne, som intet stamtræ kunne overgå, så ædle og fulde af ømhed. Efter hver klap slikkede hunden hans hånd og de så på hinanden. Så fik både hund og Mulder kuldegysninger ned af ryggen.”
Mødet med hunden bliver samtidig mødet med en fremmed verden med illegale indvandrere, utilpassede skæbner og ønsket om at kunne hjælpe disse mennesker: Først og fremmest fru Sri, hvis mand indebrændte, kineseren som bor i kunstfærdige papkasser, en whiskyelskende pater Bruno, pigen Fanta med forbrændinger og den etbenede tiggerske, der oven i købet invaderer hans elskede lejlighed. Det er ukendt land og mennesker, Mulder møder, men med hunden som en insisterende herre føler han sig levende og ”set”. Han uddeler penge under andet navn og prøver derved også, hvad det vil sige at være i politiets søgelys.
Det er en meget anderledes roman om kulturmøder, her først og fremmest de illegale indvandrere fra Afrika, som er skildret ømt og med forståelse. Porten til ømheden og forståelsen går gennem hunden. Men da hunden forlader Mulder, slås porten i, og Mulder lades uforløst tilbage. Ærgerligt at lære en ny verden at kende og så med ét kastes tilbage til tiden før mødet. Omslagsbilledet er sigende, men alt for gråt i gråt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Stilfærdigt indigneret og sørgmuntert møde mellem en hund og en gentleman. Et møde, der vender op og ned på ret og vrang og ikke mindst, synet på andre kulturer.
Efter et fald ud af et brændende højhus kaster et stort skrog af en hund sig bogstaveligt i armene på en mand. Det bliver startskuddet til et højst usædvanligt venskab mellem en herre og en hund. Hr. Mulder er en sirlig, hollandsk velsitueret mand i 60-års alderen, som lever en behagelig, men også meget anonym tilværelse i Paris med faste ritualer, så som at gå lange aftenture i forstæderne. Hunden, der vælger at kaste sig i Mulders arme, er lige det modsatte:
”Ikke at den var et stort skrummel, tværtimod, den var spinkelt bygget og langbenet, sikkert en bastard, meget snavset med skorper på ørerne og et grimt ar på snuden, men med et par mandelformede øjne, som intet stamtræ kunne overgå, så ædle og fulde af ømhed. Efter hver klap slikkede hunden hans hånd og de så på hinanden. Så fik både hund og Mulder kuldegysninger ned af ryggen.”
Mødet med hunden bliver samtidig mødet med en fremmed verden med illegale indvandrere, utilpassede skæbner og ønsket om at kunne hjælpe disse mennesker: Først og fremmest fru Sri, hvis mand indebrændte, kineseren som bor i kunstfærdige papkasser, en whiskyelskende pater Bruno, pigen Fanta med forbrændinger og den etbenede tiggerske, der oven i købet invaderer hans elskede lejlighed. Det er ukendt land og mennesker, Mulder møder, men med hunden som en insisterende herre føler han sig levende og ”set”. Han uddeler penge under andet navn og prøver derved også, hvad det vil sige at være i politiets søgelys.
Det er en meget anderledes roman om kulturmøder, her først og fremmest de illegale indvandrere fra Afrika, som er skildret ømt og med forståelse. Porten til ømheden og forståelsen går gennem hunden. Men da hunden forlader Mulder, slås porten i, og Mulder lades uforløst tilbage. Ærgerligt at lære en ny verden at kende og så med ét kastes tilbage til tiden før mødet. Omslagsbilledet er sigende, men alt for gråt i gråt.
Kommentarer