Anmeldelse
Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
- Log ind for at skrive kommentarer
Undervisning med bid i. Vellykket og lettilgængelig introduktion til vampyren i film og tv-serier.
Vampyrer har været en del af vores sagnunivers gennem hundredvis af år. Men hvad er det ved vampyren, som fascinerer os så meget? Og hvorfor er der kommet en opblomstring indenfor film og tv-serier, som omhandler vampyren? I ’Vampyr – forløb i medier’ forsøger Henrik Rytter og Andreas Halskov at give svar på disse spørgsmål.
Vampyrfilmen hører som kategori hjemme i horrorgenren. Men vampyrfilm kan være utrolig forskellige i både fortællemåde og tilgang til vampyrens rolle, så forfatterne har valgt at opdele vampyrfilmene efter hvilken type vampyr, filmene omhandler.
Rytter og Halskov introducerer således fire typer vampyrer, der fungerer på tværs af film- og tv-historien: Den klassiske vampyr er den oprindelige vampyr, som ligger i forlængelse af de gamle myter og folkelig overtro, samt Bram Stokers klassiske fremstilling af vampyrgreven Dracula fra 1897. Den menneskeliggjorte vampyr ligner i højere grad almindelige mennesker. Her er ofte tale om outsidere, der prøver at passe ind i samfundet trods deres fremmedhed (f.eks. ’Martin’, 1978 og ’Lad den rette komme ind’, 2008). Teenagevampyren som ofte blander klassiske problemstillinger med vampyrdelen (f.eks. ’Lost Boys’, 1987 og ’Twilight’, 2008), samt den erotiske vampyr der modsat grev Draculas seksuelle antydninger har en eksplicit erotisk tiltrækningskraft, som vises uden filter (f.eks. ’The Addiction’, 1995 og ’True Blood’ 2008-2014).
Gennem analyse af forskellige film og tv-serier underbygger Rytter og Halskov deres teser og giver samtidig en kortfattet introduktion til vampyrens mytologi samt et overblik over, hvordan filmgenren har udviklet og forandret sig gennem tiden.
Bogen er velillustreret og letlæselig. Hvert kapitel indeholder faktabokse, som uddyber og perspektiverer kapitlet, ligesom der altid sluttes af med et opsamlende overblik over de vigtigste pointer samt opgaver til brug i undervisningen.
I introduktionen understreger forfatterne, at ’Vampyr’ er skrevet til brug i undervisningen, men at vampyr-interesserede i øvrigt også kan have glæde af at læse bogen. Personligt fandt jeg det interessant at læse både om de fire vampyrtyper, men også at komme lidt dybere ind i de analyserede film, hvor jeg fik en ny forståelse af de film, jeg kendte i forvejen.
Som en hjælpende hånd til at forstå og analyserer vampyrfilm er ’Vampyr’ således rigtig vellykket. Er man derimod hovedsageligt interesseret i at forstå vampyren som mytologisk væsen, vil jeg i stedet anbefale ’Vampyrjægerens håndbog’ af Constantine Gregory, mens ’Draculas gæst - 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier’ samlet af Michael Sims er en spændende indføring i vampyrlitteraturen.
- Log ind for at skrive kommentarer
Undervisning med bid i. Vellykket og lettilgængelig introduktion til vampyren i film og tv-serier.
Vampyrer har været en del af vores sagnunivers gennem hundredvis af år. Men hvad er det ved vampyren, som fascinerer os så meget? Og hvorfor er der kommet en opblomstring indenfor film og tv-serier, som omhandler vampyren? I ’Vampyr – forløb i medier’ forsøger Henrik Rytter og Andreas Halskov at give svar på disse spørgsmål.
Vampyrfilmen hører som kategori hjemme i horrorgenren. Men vampyrfilm kan være utrolig forskellige i både fortællemåde og tilgang til vampyrens rolle, så forfatterne har valgt at opdele vampyrfilmene efter hvilken type vampyr, filmene omhandler.
Rytter og Halskov introducerer således fire typer vampyrer, der fungerer på tværs af film- og tv-historien: Den klassiske vampyr er den oprindelige vampyr, som ligger i forlængelse af de gamle myter og folkelig overtro, samt Bram Stokers klassiske fremstilling af vampyrgreven Dracula fra 1897. Den menneskeliggjorte vampyr ligner i højere grad almindelige mennesker. Her er ofte tale om outsidere, der prøver at passe ind i samfundet trods deres fremmedhed (f.eks. ’Martin’, 1978 og ’Lad den rette komme ind’, 2008). Teenagevampyren som ofte blander klassiske problemstillinger med vampyrdelen (f.eks. ’Lost Boys’, 1987 og ’Twilight’, 2008), samt den erotiske vampyr der modsat grev Draculas seksuelle antydninger har en eksplicit erotisk tiltrækningskraft, som vises uden filter (f.eks. ’The Addiction’, 1995 og ’True Blood’ 2008-2014).
Gennem analyse af forskellige film og tv-serier underbygger Rytter og Halskov deres teser og giver samtidig en kortfattet introduktion til vampyrens mytologi samt et overblik over, hvordan filmgenren har udviklet og forandret sig gennem tiden.
Bogen er velillustreret og letlæselig. Hvert kapitel indeholder faktabokse, som uddyber og perspektiverer kapitlet, ligesom der altid sluttes af med et opsamlende overblik over de vigtigste pointer samt opgaver til brug i undervisningen.
I introduktionen understreger forfatterne, at ’Vampyr’ er skrevet til brug i undervisningen, men at vampyr-interesserede i øvrigt også kan have glæde af at læse bogen. Personligt fandt jeg det interessant at læse både om de fire vampyrtyper, men også at komme lidt dybere ind i de analyserede film, hvor jeg fik en ny forståelse af de film, jeg kendte i forvejen.
Som en hjælpende hånd til at forstå og analyserer vampyrfilm er ’Vampyr’ således rigtig vellykket. Er man derimod hovedsageligt interesseret i at forstå vampyren som mytologisk væsen, vil jeg i stedet anbefale ’Vampyrjægerens håndbog’ af Constantine Gregory, mens ’Draculas gæst - 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier’ samlet af Michael Sims er en spændende indføring i vampyrlitteraturen.
Kommentarer