Levende og åbenhjertigt, men også uden nævneværdig selvkritik, gør Ritt Bjerregaard status over sine første tyve år som aktiv politiker.
I andet bind af erindringerne møder vi politikeren Ritt Bjerregaard, hvis beskrivelser af sine mange forskellige opgaver i politik bærer præg af viljen til at sætte sig grundigt ind i tingene og modet til at provokere. Som kvinde i politik har hun oplevet diskriminering, og derfor er kønsaspektet i høj grad nærværende i bogen. Opbygningen er dels kronologisk, dels tematisk. I de indflettede beretninger om ægtefællens alvorlige hjerteanfald og hendes eget svære sygdomsforløb under skriveprocessen møder vi glimtvis privatpersonen Ritt.
Politik er magtkampe og intriger, internt i partierne og partierne imellem, ofte beskidte og absolut ikke for sarte sjæle. Ritt demonstrerer, at hun har haft råstyrke til at klare modgang og ikke tøver med at bruge magten, når hun har den, selv om hun har svært ved at komme igennem med alle sine ønsker om fornyelse. Det har givet hende et image som lidt af en strid banan. Hun lægger da heller ikke fingrene imellem i sin kritik af partifæller som Anker Jørgensen, Knud Heinesen og Svend Auken. Støtte henter hun i sine netværk som kaffe- og strikkeklub.
Det fremgår tydeligt, at ligestillingsproblematikken vejer tungt hos Ritt, måske så tungt at det undertiden svækker hendes dømmekraft, som afsnittet om Inge Fischer Møller og hendes tragiske endeligt antyder. Ritt og andre i partiet havde så travlt med at manøvrere Inge ind i en toppost i partiet, som hendes skrøbelige sind slet ikke kunne klare. De gamle forbenede mænd i partiet med deres oldnordiske holdning til kvinder får ganske velfortjent deres bekomst, men de kan ikke bære hele skylden for Inges selvmord.
Ritt er ikke den eneste politiker, der har været indblandet i skandalesager. I hendes tilfælde hotelsagen i Paris og herskabslejligheden i København. Noget som fjender i partiet udnyttede til at manøvrere hende ud på et sidespor. Hun føler sig dog helt i sin gode ret, for alt er gået lovligt til. Her synes jeg, hun svigter sine vælgere en smule, for man forventer af en venstreorienteret socialdemokrat, at hun ikke udnytter sine fordele til det yderste. Heldigvis gør det ikke Ritt til en dårligere politiker. Hendes store indsats for at afhjælpe arbejdsløsheden i 1980’erne, ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden, viser hende som en dedikeret og socialt ansvarlig politiker. Også som undervisningsminister markerede hun sig og medvirkede bl.a. til den nye folkeskolelov og sad med den utaknemmelige opgave at prøve at bevare RUC og samtidig tøjle de uregerlige studerende.
Jeg har altid anset Ritt for en dygtig og slagkraftig politiker, og det billede ændrer bogen ikke ved. Hendes beretninger om sit politiske liv, også bag kulisserne, der slutter i 1991, er bestemt interessante, og man må håbe, at hendes sygdom tillader hende at skive et tredje erindringsbind.
Kommentarer