Valdemarsdag af Kim Leine

En hårrejsende og flot fortalt historie om en mands morderiske desperation

Valdemarsdag er en historie om et mord, men tag ikke fejl: Der er ikke tale om et stykke spændingslitteratur. Det giver næsten sig selv, at man ikke har med en krimi at gøre, når man kender morderen og motivet allerede før læsningen, og samtidig får en detaljeret beskrivelse af mordet allerede i første kapitel.

Dette er derimod historien om en mand, som har store problemer med at forholde sig til sine medmennesker. Han holder dem på afstand, og han har først og fremmest et kompliceret forhold til kvinder, som han hverken respekterer eller forstår. Det er historien om et problematisk familieforhold og et endnu mere problematisk liv med en ulykkelig, tangerende depressiv, kone og om, hvordan alt dette fører til det mord han begår på Valdemarsdag i 1938.

Kim Leine har selv, i et interview på DR, udtalt at bogen i tråd med hans debutroman "Kalak" omhandler "den moderne mands desperation". I den første bog er der tale om Kim Leines egen desperation, som driver ham til narkomani, og i denne bog farfarens desperation som driver ham til mord.

Romanen er fortalt i tredje person, med hovedpersonen Erik i centrum. Dog med undtagelse af det sidste kapitel, hvor Kim Leine fortæller med egen stemme om mødet med sin farfar og dennes senere liv. Romanen er detaljerig i sine beskrivelser, helt ned til den mindste håndbevægelse. Detaljerigdommen vises i både indre og ydre billeder af personerne og omgivelserne.
Der er udført god research på romanen som på autentisk vis tager os tilbage til København anno 1938.

Det fremgår ingen steder tydeligt hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion i historien. Der er for eksempel benyttet virkelige politinotater, men også opdigtede. Dette ses som en større trend i den moderne litteratur, hvor man leger med grænserne mellem erindring, dokumentar og fiktion. Et andet eksempel på dette ses eksempelvis i Knud Romers "Den der blinker er bange for døden". 

I får hermed min anbefaling af denne bog, den er både smukt skrevet og spændende at læse. Kim Leine skriver nøgternt, uden forbehold og uden at dømme. Hvilket ellers kunne volde mig problemer i dette uskønne personportræt.

Læs også Litteratursidens analyse