Anmeldelse
Værdikæmperne af Esben Schjørring og Michael Jannerup
- Log ind for at skrive kommentarer
Et velskrevet og velunderbygget stykke samtidshistorie, der beskriver og vurderer VK-regeringens, og ikke mindst Anders Fogh Rasmussens, ideologiske grundlag i nullerne.
Forfatterne, der er cand.mag’er, giver med journalistisk elegance og historisk vederhæftighed en sammenfattende beskrivelse af den borgerlige værdikamp. De bygger på et omfattende kildemateriale og interviews med nøglepersoner.
Anders Fogh Rasmussens dramatiske kovending fra ultraliberal minimalstatsmand til værdikæmper begrundes med valgnederlaget i 1998. Vejen frem for de borgerlige gik ikke længere igennem en reducering af velfærden. I stedet skulle man koncentrere sig om værdierne, og kampen skulle især dreje sig om udlændinge, kulturen og udenrigspolitikken. Foghs accept af velfærdsstaten sikrede ham i begyndelsen af perioden tre valgsejre, men forfatterne viser, at det i det lange løb ikke var holdbart at adskille økonomisk politik og værdipolitik.
På det udenrigspolitiske område blev især Irak-krigen en mærkesag. Danmarks deltagelse var en selvfølge for Fogh. Danmark skulle rykkes ud af småstatsmentaliteten og tage et globalt ansvar for at forsvare demokratiske værdier og frihedsrettigheder. Her var han helt på linje med de amerikanske neokonservative. Det viste sig desværre, at krigen kom til at erstatte diktatur med kaos, og i dag er tiden løbet fra Foghs utopiske, udenrigspolitiske strategi.
Med Muhammed-krisen kom Foghs værdipolitik på prøve. I begyndelsen stod han fast og forsvarede demokratiet og ytringsfriheden, Senere, da krisen eskalerede, og Danmark blev truet af en stadig mere aggressiv muslimsk verden, fik Fogh travlt med at moderere sine udtalelser. Realpolitikeren vandt over den idealistiske politiker, måske ikke mindst styret af hans ambition om at blive Nato-chef.
Værdikampen var i høj grad et Venstre foretagende, og De Konservative klarede sig notorisk dårligst pga. deres personlige og strategiske fejl. Kulturen var ellers et vigtigt led i værdikampen, men Brian Mikkelsen var ikke nogen succes som kulturminister. Med sit angreb på biblioteksafgiften fik han forfatterne på nakken, og med sine uovervejede udtalelser lagde han sig ud med flere medlemmer af udvalget bag den store kulturkanon, der i øvrigt ikke fik den store betydning.
Forfatterne vurderer, at VK-regeringens største sejr i værdikampen var stramningerne i udlændingepolitikken i 2002. En sejr som Dansk Folkeparti uretmæssigt påtog sig det meste af æren for, og som bragte Bertel Haarder i modvind, men et tiltag som senere har vist sig at være holdbart og acceptabelt i brede politiske kredse.
Det konkluderes, at værdipolitikken som helhed led nederlag. Det politiske landskab blev ændret, men ikke som Fogh havde forudset det. Dansk Folkeparti stormede frem, og Venstre og ikke mindst De konservative gik svækkede ud af perioden, mens Liberal Alliance fik møvet sig ind som et borgerligt protestparti.
- Log ind for at skrive kommentarer
Et velskrevet og velunderbygget stykke samtidshistorie, der beskriver og vurderer VK-regeringens, og ikke mindst Anders Fogh Rasmussens, ideologiske grundlag i nullerne.
Forfatterne, der er cand.mag’er, giver med journalistisk elegance og historisk vederhæftighed en sammenfattende beskrivelse af den borgerlige værdikamp. De bygger på et omfattende kildemateriale og interviews med nøglepersoner.
Anders Fogh Rasmussens dramatiske kovending fra ultraliberal minimalstatsmand til værdikæmper begrundes med valgnederlaget i 1998. Vejen frem for de borgerlige gik ikke længere igennem en reducering af velfærden. I stedet skulle man koncentrere sig om værdierne, og kampen skulle især dreje sig om udlændinge, kulturen og udenrigspolitikken. Foghs accept af velfærdsstaten sikrede ham i begyndelsen af perioden tre valgsejre, men forfatterne viser, at det i det lange løb ikke var holdbart at adskille økonomisk politik og værdipolitik.
På det udenrigspolitiske område blev især Irak-krigen en mærkesag. Danmarks deltagelse var en selvfølge for Fogh. Danmark skulle rykkes ud af småstatsmentaliteten og tage et globalt ansvar for at forsvare demokratiske værdier og frihedsrettigheder. Her var han helt på linje med de amerikanske neokonservative. Det viste sig desværre, at krigen kom til at erstatte diktatur med kaos, og i dag er tiden løbet fra Foghs utopiske, udenrigspolitiske strategi.
Med Muhammed-krisen kom Foghs værdipolitik på prøve. I begyndelsen stod han fast og forsvarede demokratiet og ytringsfriheden, Senere, da krisen eskalerede, og Danmark blev truet af en stadig mere aggressiv muslimsk verden, fik Fogh travlt med at moderere sine udtalelser. Realpolitikeren vandt over den idealistiske politiker, måske ikke mindst styret af hans ambition om at blive Nato-chef.
Værdikampen var i høj grad et Venstre foretagende, og De Konservative klarede sig notorisk dårligst pga. deres personlige og strategiske fejl. Kulturen var ellers et vigtigt led i værdikampen, men Brian Mikkelsen var ikke nogen succes som kulturminister. Med sit angreb på biblioteksafgiften fik han forfatterne på nakken, og med sine uovervejede udtalelser lagde han sig ud med flere medlemmer af udvalget bag den store kulturkanon, der i øvrigt ikke fik den store betydning.
Forfatterne vurderer, at VK-regeringens største sejr i værdikampen var stramningerne i udlændingepolitikken i 2002. En sejr som Dansk Folkeparti uretmæssigt påtog sig det meste af æren for, og som bragte Bertel Haarder i modvind, men et tiltag som senere har vist sig at være holdbart og acceptabelt i brede politiske kredse.
Det konkluderes, at værdipolitikken som helhed led nederlag. Det politiske landskab blev ændret, men ikke som Fogh havde forudset det. Dansk Folkeparti stormede frem, og Venstre og ikke mindst De konservative gik svækkede ud af perioden, mens Liberal Alliance fik møvet sig ind som et borgerligt protestparti.
Kommentarer