Anmeldelse
Utro, håb og kærlighed af Anette Engell
- Log ind for at skrive kommentarer
Dette er bogen, alle har en mening om - også uden at have læst den; bogen, hvor Annette Engell blotlægger sit ægteskab for offentligheden i en blanding af hævntogt og selvterapi.
Og vi andre elsker at kigge med, for den udstillede ægtemand er tidligere formand for de konservative Hans Engell - nyfigenheden kender ingen grænser, for hvad er mere interessant end "de kendtes" intime liv??
Det er stærke sager, det her, men er en sådan historie overhovedet relevant for andre, læs især: kvinder? Personligt har jeg læst bogen som en kvindehistorie, der har godt af at blive fortalt: Så længe det ligger i kvinder at ville ha' identitet gennem deres mands status, vil de også havne i situationer af ydmygelse og afmagt og sluttelig tomhed.
Også selvom de ikke er gift med en Hans Engell: dominerende, karismatisk, levende, nærig, sadistisk. Annette Engell afstår fra sin ønskeuddannelse, opgiver sit job, da hun bliver gift, lader manden bestyre økonomien egenmægtigt, tage alt initiativ og alle beslutninger. I perioder et privilegeret liv med børnepasning, fine officielle middage og udlandsrejser, men med alt for mange private svigt.
For det virkeligt hjerteskærende i forholdet er, at uanset hvor mange ydmygelser, hun udsættes for, kan hun ikke slippe ham. Han giver hendes liv intensitet. Han træder på hende, men hun keder sig uden ham og kan heller ikke overskue de økonomiske konsekvenser af et brud. Til slut frigør hun sig dog og ender i en toværelses, blanket af materielt såvel som menneskeligt.
Der er ikke lighed på skilsmissefronten, siger hendes bog også. Mange kvinder kommer i klemme efter en skilsmisse. I erhvervslivet er det stadig kvinder, der har de "små" jobs. Det er kvinderne, der tager barselsorloven og børnenes sygedage, og det er kvinderne, der ofte bliver den svage part, både når det gælder pensioner og livsmuligheder. Og manden kan fortsætte "karrieren".
Annette Engells historie rammer specielt den generation af "tavse" kvinder, der missede kvindesagen i første omgang, men er ved at komme med i næste runde. Den er vedkommende for en gruppe, som nok ikke er særligt trendsættende, fordi den har passeret de 50, men som måske ikke tilgodeses mange andre steder.
Og jeg må - lidt vemodigt - mindes min pragtfulde svigermor, hvis vigtigste, til sidst lidt bitre, livserfaring til sine døtre og svigerdøtre lød: Hvis I vil ha' et godt liv, så få kun 1 barn (hun havde selv 4), og bliv aldrig økonomisk afhængig af en mand!
Høst
Romannet - 1. april 2002
- Log ind for at skrive kommentarer
Dette er bogen, alle har en mening om - også uden at have læst den; bogen, hvor Annette Engell blotlægger sit ægteskab for offentligheden i en blanding af hævntogt og selvterapi.
Og vi andre elsker at kigge med, for den udstillede ægtemand er tidligere formand for de konservative Hans Engell - nyfigenheden kender ingen grænser, for hvad er mere interessant end "de kendtes" intime liv??
Det er stærke sager, det her, men er en sådan historie overhovedet relevant for andre, læs især: kvinder? Personligt har jeg læst bogen som en kvindehistorie, der har godt af at blive fortalt: Så længe det ligger i kvinder at ville ha' identitet gennem deres mands status, vil de også havne i situationer af ydmygelse og afmagt og sluttelig tomhed.
Også selvom de ikke er gift med en Hans Engell: dominerende, karismatisk, levende, nærig, sadistisk. Annette Engell afstår fra sin ønskeuddannelse, opgiver sit job, da hun bliver gift, lader manden bestyre økonomien egenmægtigt, tage alt initiativ og alle beslutninger. I perioder et privilegeret liv med børnepasning, fine officielle middage og udlandsrejser, men med alt for mange private svigt.
For det virkeligt hjerteskærende i forholdet er, at uanset hvor mange ydmygelser, hun udsættes for, kan hun ikke slippe ham. Han giver hendes liv intensitet. Han træder på hende, men hun keder sig uden ham og kan heller ikke overskue de økonomiske konsekvenser af et brud. Til slut frigør hun sig dog og ender i en toværelses, blanket af materielt såvel som menneskeligt.
Der er ikke lighed på skilsmissefronten, siger hendes bog også. Mange kvinder kommer i klemme efter en skilsmisse. I erhvervslivet er det stadig kvinder, der har de "små" jobs. Det er kvinderne, der tager barselsorloven og børnenes sygedage, og det er kvinderne, der ofte bliver den svage part, både når det gælder pensioner og livsmuligheder. Og manden kan fortsætte "karrieren".
Annette Engells historie rammer specielt den generation af "tavse" kvinder, der missede kvindesagen i første omgang, men er ved at komme med i næste runde. Den er vedkommende for en gruppe, som nok ikke er særligt trendsættende, fordi den har passeret de 50, men som måske ikke tilgodeses mange andre steder.
Og jeg må - lidt vemodigt - mindes min pragtfulde svigermor, hvis vigtigste, til sidst lidt bitre, livserfaring til sine døtre og svigerdøtre lød: Hvis I vil ha' et godt liv, så få kun 1 barn (hun havde selv 4), og bliv aldrig økonomisk afhængig af en mand!
Høst
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer