"Volvorealisme" har jeg set Torbjörn Flygts roman benævnt. Et fedt ord, efter min mening, der dækker over svensk socialrealisme i nutidig indpakning.
Og det er netop, hvad vi har at gøre med i storsællerten "Underdog".
Vi følger bogens hovedperson, Johan, under hans opvækst i 60'ernes og 70'ernes Malmø. Han vokser op med sin fabriksarbejdende mor og en læsehest af en søster i et stort boligkompleks: en masse ens kasser med lidt grønt imellem, hvor børn så kan få lov at "slå sig løs" (bortset fra, at viceværten hellere vil "slå løs" på dem).
Faren, Folke, har været fraværende siden Johans fødsel. Han flytter dog ind igen for en kort bemærkning, forsøger at indsmigre sig hos sine store børn, men ender med at svigte dem allesammen endnu en gang til fordel for sin anden familie.
Nu tænker du nok: "Gaaab ... hvor trist kan det blive?" Men det er det faktisk langtfra. Det fine ved romanen er netop, at den spiller på en masse fordomme hos læseren - ufaglært, nedslidt, enlig mor med 2 børn - men dem bliver man nødt til at revurdere. Johans mor er nemlig en utrolig klog og kærlig kvinde med ambitioner på sine børns vegne om, at de skal bryde den sociale arv (Johan får f.eks. et leksikon i julegave i stedet for et ishockeysæt!)
Og Johan kommer da også i gymnasiet, hvor han mingler med folk fra villaerne, men han bliver aldrig en af dem. Han vil til stadighed føle sig som en "underdog" i deres selskab. Og følelsen af underlegenhed hænger ved ham helt op i 80'erne, hvor han er blevet en voksen mand med kone og børn og, til sin egen forundring, uddannet jurist.
"Underdog" blev i Sverige belønnet med den fornemme forlæggerpris Augustprisen i 2001. Og svenskerne har taget historien om Johan, søster-Monika og mor-Bodil til sig som deres egen historie. Tilsvarende historie kunne sikkert skrives om danske forhold, men svenskerne har nu altid været fabelagtige til at ramme en helt egen melankolsk tone, som ingen andre kan efterligne - tænk bare på "Mit liv som hund" og "Den enfoldige morder".
Vort broderfolk har også i "Underdog" kunnet nikke genkendende til svenske fodboldspillere fra 60'erne og 70'erne, hvad jeg havde en anelse svært ved. Til gengæld er der nogle fantastiske beskrivelser af en "mystisk kvinde som oversminket og indhyllet i en poncho eller store stofstykker ... skrider frem uden at hilse" - vores egen Suzanne Brøgger, som huserer i Malmø!
Oversat af Jesper Klint Kistorp. Høst, 2003. 379 sider.
Kommentarer