Ulvetid

Første bind i Geir Tangens nye krimiserie er en gribende og barsk historie om selvmord blandt unge. Desværre er plottet for gennemskueligt.

Handlingen tager sin begyndelse i Bergen i 2005. En frustreret far sidder ved bunden af den trappe, hans søn netop er faldet ned ad. Øverst på trappen står datteren med et smil på læben. Det er første gang, hendes far ser hende smile, og han fornemmer den ondskab, han længe har vidst, hun indeholder.

Herefter springer handlingen til byen Haugesund i 2019. En ung kvinde har ved første øjekast begået selvmord, men det viser sig, at hun ikke har kunnet udføre det uden hjælp. Få dage efter begår endnu en ung pige selvmord, og billedet er det samme – hun har fået hjælp!

Politikommissær Gabriel Fjell sættes på opgaven, der sender ham og hans kolleger ind i den mørke del af Haugesunds ungdomsmiljø, hvor mørk musik og sortklædte skikkelser huserer. Sagen trækker veksler på Gabriel, hvis søster også har begået selvmord for mange år siden. Gabriel har aldrig sluttet fred med søsterens død og har tilmed sin far mistænkt for på en eller anden måde at bære skylden.

Gabriels kæreste, Makena, arbejder som socialrådgiver og har kontakt med mange unge, der mistrives. Hun kender de piger, der har begået selvmord, og involveres derfor i sagen. Gabriels niece, Lisbeth, er blandt de piger, der mistrives, og Makena er bange for, at Lisbeth kunne være det næste offer.

I forbindelse med efterforskningen af de to "selvmord", kommer politiet på sporet af en app, som motiverer de unge til at gennemføre det selvmord, de måske længe har overvejet. Appen fungerer som en form for spil, hvor brugerne dagligt bliver givet og udfører opgaver, som giver dem adgang til et højere level. Brugerne støtter hinanden i de mørke tanker og ønsket om selvmord. Spillet består af et nøje udmålt antal dage, der afsluttes med selvmordet. Herefter sletter appen sig selv fra brugerens telefon.

Historien er gribende, barsk og velskrevet. Kapitlerne er korte og afsluttes med en cliffhanger, der gør, at man lige må snuppe et kapitel mere. Med andre ord har denne krimi næsten alt det, der giver en god læseoplevelse. Desværre er plottet for gennemskueligt, og man er ikke ret langt inde i bogen, før man har et kvalificeret bud på gerningsmanden – og til stor skuffelse holder det stik.

Er den så ikke værd at læse? Ja, det er den! For selv om gerningsmanden ikke er skjult for læseren, er historien spændende og velskrevet, og der er stadig ubesvarede spørgsmål, man gerne vil have svar på.

Geir Tangen skriver i sit afsluttende afsnit til læseren ” Jeg ønskede inderligt at belyse temaet selvmord og mental trivsel blandt børn og unge. En næsten umulig opgave, når krimigenren er den ramme, jeg skriver indenfor”. Måske skulle han have udfordret sig selv på rammen?