Tyve sorte kinder af Simon Grotrian

Hyper moderne digtning i et kristent univers. 40 korte, smukke og gådefulde digte spændt ud mellem himmel og helvede. Som titlen antyder, er det forfatterens tyvende digtsamling

Hver side rummer et digt uden overskrift, og samlingen indledes med et af de letteste: "Kroppen smelter ned / i sin betagelse af solen / jeg kan tro på dét jeg ikke ser /og folde mine hænder som en rose.".

Andre digte er mere surrealistiske, men alle kredser de om kristne symboler, og troen er helt central. Der sker spring fra det fysiske til det metafysiske, fra dagligdagen til det himmelske ved hjælp af en fantastisk billedrigdom og selvkomponerede orddannelser. Et smertens og angstens råb til himlen. Der er mange brud på normalsproget. Foruden Kristus nævnes ofte kors og flammer samt Ikaros, ham der i overmod kom for nær på solen og faldt ned.

Forfatteren er bekendende kristen: "Livet er en gave fra Vorherre / hæng dig ikke i dit bånd.".
I modsætning til hans forrige digtsamling med salmer "Jordens salt og verdens lys" er disse digte ikke sangbare. Jeg kan heller ikke forstille mig, at de kan bruges som bønner, men måske til meditation.

Bogens omslag, som er tegnet af Leif Dræby, finder jeg rodet og uhyggeligt, nærmest sygeligt.

Digtsamlingen er så fascinerende og udfordrende, at man ikke kan lægge den fra sig. Nogle digte er umiddelbart forståelige, mens andre er meget komplekse og dybt mærkværdige. Billederne er meget originale, fantasifulde og smukke, undertiden også morsomme. Man oplever en splintret verden, som kun forstås stykvis og delt. Kan varmt anbefales.

Simon Grotrian har tidligere været omtalt på Litteratursiden.

Borgen, 2007. 44 sider.