En dybt personlig, varm, bevægende, men også usentimental og ærlig bog om at have en dement ægtefælle.
Forfatteren er litterat, hustruen for øvrigt også, og han skriver både som medlever og iagttager, og det giver bogen en særlig dybde, at både følelserne og intellektet er inddraget. Det er en smertefuld fortælling om en grusom sygdom, der ubarmhjertigt æder sjælen op, men dog med enkelte lyspunkter, når hustruen en kort stund bryder gennem demensens tåger. Det er beretningen om skyldfølelsen, nedslidningen og behovet for et livsvigtigt frirum uden ansvar for hustruen, om det næsten ubærlige tab af et dybt fællesskab i bøgernes og musikkens verden.
Naturligt nok vender forfatteren sig mod litteraturen, både den skønne og den faglige, for at få en dybere forståelse for Alzheimers sygdom. Den finder han ikke hos naturvidenskaben, hvor forskningen ikke har gjort mærkbare fremskridt. I dele af den humanistiske forskning finder han derimod brugbare teorier, der blottet for akademisk jargon helt enkelt fortæller os, at vi skal behandle de demente som medmennesker med respekt for deres værdighed. Dermed har han besvaret det vigtige eksistentielle spørgsmål, om man stadig er et menneske, når hukommelsen er væk. Det er noget, der bør sætte sig spor hos os alle, ikke mindst i den professionelle pleje.
Det bedste bud på, hvad der foregår i den dementes hjerne, finder han i Kirsten Thorups roman Ingenmandsland. Hans afsøgning af litteraturen om Alzheimers sygdom fører ham videre til en udforskning af den almindelige aldrings filosofi, og også her henter han inspiration i litteraturen, til stor glæde for denne aldrende anmelder.
Bredsdorff har kun rosende ord til myndighederne og det professionelle personale. Med få undtagelser har han hele vejen igennem fået stor støtte og opbakning, også til den utroligt svære, men nødvendige beslutning om at sende hustruen på plejehjem. Det er desværre min erfaring, at man ikke alle steder i Danmark kan forvente den samme støtte. Dette ikke være sagt for at forklejne forfatterens smertefulde oplevelser, slet ikke. Sygdommen er i bund og grund ubarmhjertig og går kun én vej. Bredsdorff nærer ingen illusioner. Han ved, at hustruen hele tiden vil miste flere og flere funktioner, og trods et heldigt forsøg med musikterapi, er der ingen håb om bedring.
Vi lever i et samfund med stigende levealder og flere og flere demente. Det stiller krav til omsorgen. Det drejer sig ikke kun om penge, men i høj grad også om menneskesyn. Bredsdorffs bog er et fornemt vidnesbyrd om, at vi skal møde den demente som et værdifuldt menneske, der stadig er i besiddelse af sine følelser. Et lignende budskab kan man finde i ’Mit hjerte har ikke demens’ skrevet af Audun Myskja, en professionel med stor indsigt og empati. I begge bøger er der noget at hente for både behandlere og pårørende.
Kommentarer