Tom Hermansen : Før jeg siger farvel : samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler

Jørgen Kieler er kategorisk og går ikke af vejen for kamp. Det ligger vel nærmest i en gammel modstandsmands natur. Det er heller ikke altid nuancerne kommer med, når han i interviewbogen »Før jeg siger farvel« svarer på forfatteren Tom Hermansens spørgsmål. I koncentrationslejren Neuengamme traf Jørgen Kieler for eksempel en gruppe socialdemokratiske fanger fra det danske mindretal i Sydslesvig. De forsikrede, at de ikke havde andel i Hitlers forbrydelser. “Nej, men I havde heller ikke mod til at gøre modstand”, svarede Jørgen Kieler – og tilføjer: “Dem havde jeg ikke stor agtelse for”. Det er nu en hurtig dom at fælde. Man kan sagtens have respekt for de tyskere, der gjorde modstand mod naziregimet med livet som indsats. Men i et diktatur kan regimemodstandere også have deres grunde til ikke at gøre aktiv modstand. Hvem ved, hvordan man ville reagere, hvis man havde en familie at beskytte eksempelvis? Jørgen Kieler (født 1919) havde endnu ikke stiftet familie, da han aktivt gik ind i modstandsgruppen Holger Danske og deltog i en række sabotageaktioner.

Sammen med sine søskende 
Kieler stammer fra en nationalt indstillet familie i Horsens. Efter udlandsophold i Tyskland, England og Frankrig blev Jørgen Kieler student i 1939 og flyttede til København for at læse medicin. Det blev dog modstandsarbejdet, der kom til at tage over. I foråret 1943 var Jørgen Kieler sammen med sine søskende med til at få et trykkeri i gang, hvor det illegale blad Frit Danmark kunne duplikeres. I oktober 1943 var Jørgen Kieler medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II og aktiv i redningen af de danske jøder over Øresund. Ved en aktion i Aabenraa gik det galt. Et medlem af det tyske mindretal havde sladret, og Kieler blev skudt igennem halsen efter en mislykket sabotageaktion. Han blev interneret i Vestre Fængsel i København og dødsdømt i foråret 1944 efter en række giftige forhør af Gestapo i Dagmarhus. Dødsstraffen blev ikke eksekveret – formentlig fordi Jørgen Kieler kendte “Flammen” (Bent Faurschou-Hvid), som tyskerne havde sat alt ind på at få fanget. Jørgen Kieler blev i stedet sendt i koncentrationslejr i Porta Westfalica i Nordrhein-Westfalen sammen med sin bor, Flemming, og det er beskrivelserne herfra, der måske gør allermest indtryk ved læsning af bogen.

De kritiske spørgsmål er få 
Ellers er bogen et interview med en mand, der tog og stadig tager fuldstændig afstand fra den danske samarbejdspolitik. Forfatteren Tom Hermansen strigler Jørgen Kieler med hårene. Der bliver ikke stillet mange kritiske spørgsmål. Måske er grunden, at Hermansen vil ind til den menneskelige og bløde side. Det kan forsvares. Men dem, som Jørgen Kieler retter en sønderlemmende kritik af, vil med rette kunne påpege dette som en svaghed. Det samme vil andre læsere, der gerne ville have hørt Kieler lidt mere udfordret med en historieforskning, som besættelseshistorikerne har bedrevet. Kieler giver ikke fem flade øre for kollaborationen – den økonomiske som den politiske. Men der var dog stærke argumenter for, at den danske regering valgte at samarbejde med tyskerne.

Hård kritik mod Rifbjerg og Bo Lidegaard 
Tom Hermansen følger Jørgen Kieler til nogle af de lokaliteter, der fik så stor betydning for hans modstand og liv. Det gælder blandt andet Porta Westfalica, hvor Kieler oplevede hvor infamt mennesket kan være, og Mindelunden i Ryvangen i det nordlige København, hvor de mennesker, han nærer størst respekt for, ligger begravet. 

Der er andre mennesker – især de kulturradikale – der får det glatte lag af Kieler. Historikeren Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør, bliver kaldt for et “intelligent skvadderhoved”. Bo Lidegaard forfægter det synspunkt, at Frihedsmuseet i København efter branden i 2013 ikke blot isoleret skal rumme en fortælling om modstandsbevægelsen, men derimod en samlet fortælling om Danmark under besættelsen – herunder også samarbejdspolitikken. Kieler er naturligvis alt andet end enig.

Den hårdeste kritik retter Jørgen Kieler mod den afdøde forfatter Klaus Rifbjerg, som han mener har skændet mindet om modstandsfolkene “John”, “Flammen” og “Citronen” i forbindelse med debatten om stikkerlikvideringer. Ifølge Kieler skal Rifbjerg have kaldt dem for psykopater. Her havde det været på sin plads, at Tom Hermansen og Jørgen Kieler helt præcist refererer Rifbjerg for det, han har skrevet. Når kilden ikke er førstehånds, er man som læser på vagt.

Følelsespræget 
Kieler er repræsentant for den ikke-kommunistiske del af modstanden. Det var nationalfølelsen og retfærdighedssansen, der var den primære drivkraft. Hvorfor gjorde I det? er titlen på hans erindringsværk, der udkom i to bind i 2001. Hans erindringer er nøgterne i fremstillingsformen, mens denne interviewbog ofte er følelsespræget. Tom Hermansen søger at nå ind til mennesket Jørgen Kieler, og det lykkes godt. Bogen er i høj grad et personligt portræt. Tom Hermansen udvider fortællingen med det liv, der fulgte efter krigen. Jørgen Kieler blev forskningslæge inden for kræftbekæmpelsen og leder af Fibiger Instituttet i København. Og som modstandsmand måtte han opleve, at Danmark lukkede af og ikke længere ville snakke om krigen. Generationerne, der oplevede krigen, ønskede ikke at tale. Generationerne, der fulgte efter, havde deres eget. Enhver – også de mest rødglødende tilhængere af samarbejdspolitikken – må kunne sætte sig ind i, hvordan Kieler og hans ligesindende har oplevet dette. Kieler tav i mange år og passede sin forskning. 

Før jeg siger farvel kan stærkt anbefales – og læs den meget gerne i forbindelse med et andet testamente, nemlig bogen At handle med ondskaben, som historikeren Hans Kirchhoff udgav i 2015. Så får man både pro og con.

Tom Hermansen : Før jeg siger farvel : samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler, 249 sider (People's Press).