Ti amo

Hvordan lever man sammen med en mand, der er ved at dø? Ørstavik leverer rn langsom mavepuster af en roman om kærlighed, døden og om at sige farvel.

Efter at have kendt hinanden i blot to år, får vores navnløse hovedpersons ægtefælle en dødelig kræftsygdom. Hun er flyttet fra Oslo til Italien for at bo hos ham, og de er stadig nyforelskede og nygifte, da de får beskeden. I løbet af romanens blot 100 sider udfolder der sig et hjerteskærende og fuldstændigt nøgent forløb, hvor to mennesker, der elsker hinanden, skal lære at leve sammen med døden imellem sig, men hvor samtalen om, hvad der er ved at ske, er alt for svær at tage.

Jeg elsker dig. Vi siger det til hinanden hele tiden. Vi siger det, i stedet for at sige noget andet. Hvad skulle det andet have været? Du: Jeg er ved at dø. Vi: Gå ikke fra mig. Jeg: Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Før: Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig. Nu: Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med disse dage, denne tid, hvor døden er det mest synlige i alle ting. Jeg elsker dig.

Hun søger svar, fakta og forudsigelighed. Han vil holde nytårsfest og vil egentlig gerne leve videre i uvidenhed om fremtiden. Hun ved, at han kommer til at dø fra hende inden for et halvt år, men ved han det egentlig selv?

Romanen er bygget op af lange sætninger, hele afsnit uden et eneste punktum, fortalt fra hendes synsvinkel. Sproget spejler den sindstilstand, hun befinder sig i, hvor der aldrig er en pause. Det hele flyder ligesom sammen; hendes roman, som hun skriver på, besøg på sygehuset, gentagende ture til apoteket for at hente mere smertestillende, søvnløse nætter og endelig lidt ro, når recepterne rækker, og han bliver smertedækket.

Fortællingen kredser selvsagt om store tematikker som liv, kærlighed og død. Men den, der er mest til stede og måske modigst at gribe fat i er den følelse af ensomhed og afmagt, hun føler som pårørende.

(…) det er slemt for den der er syg men det er på en måde værst for den der ikke er det og da piblede det i mine øjne, jeg blæser på slemt og værst men det er så sjældent nogen siger noget til mig eller spørger hvordan jeg har det (…)

Det tabubelagte i som pårørende også at være ked af det på sine egne vegne over situationen, over at føle sig overset og ensom, og måske endda forelske sig på ny, er i høj grad et velkomment element i denne type af roman, der handler om sygdomsforløb og at miste en, man elsker.

Historien har mange paralleller til Hanne Ørstaviks eget liv, da hun også har mistet sin mand til cancer, men ’Ti amo’ er skrevet som en skønlitterær roman.