Et halsonde, der måske udvikler sig til det værre, får Terkel til at tage sit liv op til revision - ikke mindst forholdet til karrieren, konen, datteren og hunden.
Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød
Lån bogen på 
"Halsondet begyndte om natten i en drøm. Terkel kunne ikke synke. Han havde glemt, hvordan man gjorde. Hans kontor lignede indbrudsscenen i en film. Skuffer og skabe stod åbne. Det flød med mapper, papirer, charteques. Han ledte efter pinkoden til at synke. Den var væk."
Her er en kort og enkel, men alligevel tankevækkende og morsom nutidsbog:
Terkel har et tilsyneladende perfekt liv - stor ansvarsfuld stilling, pænt hus nord for København, veluddannet kone, dygtig sekretær, intet rod - selv hans hund, Zack, er perfekt - altid flink og ikke krævende. Men mangler der alligevel noget i det liv?
Bogens forside viser et lille foto mellem titlens to ord - et nærbillede af en perfekt bundet slipseknude omgivet af et par velstrøgne skjorteflipper. Det billede er et godt symbol for handlingens hovedtema - slipset som et udtryk for det perfekte og stive - og slipset sidder på halsen, som, i form af et halsonde, forærer Terkel anledningen til at "stikke hovedet op" fra sit fastlåste liv og se sig omkring.
Det må være influenza, mener Terkel, og meddeler det til sine forrretningsforbindelser verden over. Han er adm.dir. (som det konsekvent skrives i bogen) for en koncern som fremstiller øre-, næse- og hals(!)præparater, og en fusion med en konkurrent lurer.
Terkel, som ikke har haft en sygedag i fem år, går nu syg hjem - og kan så helt bestemt mærke en knude "som en frossen ært" i halsen. Med ét slag overtager "halsondet" kontrollen med ham. Tanker slippes løs og bliver til handlinger, der hidtil var utænkelige. Terkel finder selv et godt spor: "Halsen er ligesom forbindelsesleddet mellem det hele, ikke? … Det er broen mellem hoved og krop. Mærkeligt at tænke sig. Alt hvad der skal fra hovedet til kroppen og fra kroppen til hovedet må passere gennem halsen. Det er så vitalt som det kan blive".
I en morsom scene på det lokale apotek køber Terkel et termometer - men han har ikke feber. Derefter MÅ han bare se den ært i halsen. Det er meget vanskeligt, faktisk umuligt, selv med det tandlægespejl han har anskaffet sig, og badeværelsespejlet med husholdningsfilm, som skal forhindre at udåndingsdug skjuler halsåbningen.
Uvant med at være ubeskæftiget strejfer han om i sit hus og leder i skuffer - finder sin kones forbløffende udvalg af rosa læbestifter, og i et gammelt chatol (et arvestykke) et postkort afsendt af hans farfader i 1912. Det bliver for Terkel inspirationen til gennem de næste turbulente dage at skrive en lang række postkort stilet til Ghita, hans kone. De er tænkt som en slags testamente, hvis nu… Brevene udtrykker de nyopdukkede, stærke følelser, som han er ude af stand til at sige højt - endnu da…?
Terkel "opdager" også, at han har en teenage-datter, som han nu tilbringer et par dage med - bl.a. lader han sig frivilligt udsætte for noget temmelig grænseoverskridende, som er ganske herligt beskrevet i bogen.
Efter lægebesøg (nu er klumpen stor som en ferskensten) og halsscanning får Terkel at vide, hvad han har i halsen. Det vil jeg dog ikke afsløre her - bare at det halsonde virkelig viser sig at blive en "øjenåbner" for stenmanden Terkel og for hans forbløffede familie. Og kan de holde til det?
Bogen fremstår som små afsnit - mange er en enkelt, kort iagttagelse, en e-mail, en samtale - men den er ikke svær at læse. Den er så fyldt med symboler på livet og den moderne verden, at der kan gå sport i at finde dem. Under det hele ligger en humoristisk, næsten distancerence tone.
Marina Cecilie Roné: Terkels testamente. Lindhardt & Ringhof, 2001. 126 sider
Der er fire andre titler af Roné: Ud af et skød (småtekster, 1990), Skrifte til min elskede (monolog, 1993), Lyng (roman, 1999), Kaktushænder (digte, 2000).
Lindhart & Ringhof
Romannet - 1. februar 2002
Kommentarer