Underspillet grum og galgenhumoristisk roman om livet på en katolsk nonnekostskole i Dublin, hvor pigerne udsættes for seksuelt misbrug.
I Irland er der som bekendt store katolske befolkningsgrupper, og derfor findes der – i hvert fald i slutningen af 60’erne, hvor denne bog foregår – klosterskoler, som drives af nonneordener.
Med nærmest sadistisk omhu bliver pigerne forsøgt fastholdt i en lukket verden med middelalderlige ordensregler og moralkodekser, mens det omgivende samfund byder på fristelser som begyndende seksuel frigørelse, ungdomsoprør og nydelsesmidler i form af cigaretter, alkohol og det, der er værre.
Vi følger en gruppe piger, der har forskellige overlevelsesstrategier. F.eks. reagerer Kitty udadtil i trods og oprør, mens Mary udvikler selvdestruktive tendenser. Fælles for dem er den ballast, som deres venskab udgør.
Omdrejningspunktet er den årlige retræte; fem dage der skal tilbringes i absolut tavshed med bøn og meditation, og den efterfølgende weekend, hvor pigerne har tilladelse til at forlade skolen. Denne uge sætter spor i pigernes liv for altid.
Pigernes meget forskellige familiemæssige baggrund skildres i tilbageblik, mens der i bogen ligeledes gives små kig til fremtidens studietid og voksenliv, hvor et ekko fra den stille uge nu, 30 år efter, virkelig giver genlyd.
Læseren aner en dyster hemmelighed og føler uvilkårligt ubehag ved klosterskolens kolde disciplin og manglende lydhørhed for pigernes behov. Først efter de mange års forløb udløser en dramatisk begivenhed, at det kommer frem, hvad der i virkeligheden er foregået.
Bogen kan læses som indlæg i den desværre stadigt aktuelle debat om pædofili i den katolske kirke. Først og fremmest er den dog en særdeles læseværdig skildring af magt og afmagt, undertrykkelse af seksualitet, uskyldstab og sammenhold – og med fine psykologiske portrætter.
Kommentarer