Tangodanseren af Arturo Pérez-Reverte

Stil, historisk substans og en gribende kærlighedshistorie alt sammen fortalt med eftertænksomhed. Kan man ønske sig mere?

I 1928 mødes historiens par, Mescha og Max, første gang på skibet mellem Europa og Argentina. Mescha er rig, ung, smuk og stilfuld, og så er hun gift med en af Spaniens kendte komponister, der er på jagt efter tango-inspiration. Max er fra et helt andet socialt lag. Han er vokset op i et af Buenos Aires’ belastede kvarterer, men han har lært at begå sig i den store verden. Han arbejder på skibet som såkaldt selskabsdanser og skal underholde skibets danselystne måske enlige og under alle omstændigheder velhavende damer. Han har stil, og han kan se en kvinde, der er rig og mulig at manipulere på lang afstand.

Men så møder han Mescha. De to danser en tango, som tænder en gnist, der ikke dør ud de næste fyrre år. Max viser Mescha og hendes mand de skumlere sider af Buenos Aires, og et ganske særligt spil foregår mellem de tre. Meschas perlekæde forsvinder, i øvrigt samtidig med Max. De to mødes igen ved Rivieraen, Den Spanske Borgerkrig hærger Spanien, og en verdenskrig lurer i horisonten. Der er stadigvæk magi mellem de to, og sensualiteten skildres overmåde elegant.

En anmelder af denne bog fortæller, at hun ser Tony Curtis fra gamle dage for sig i rollen. Jeg drømmer mere om en Jeremy Irons-type. Han er cool og svømmer ovenpå – men kun akkurat.
I øvrigt optræder samme type i forfatterens Vatikan-krimi Trommeskindet, hvor fader Quart møder en smuk diplomatfrue, og magien gnistrer under Sevillas sol.

Den historiske baggrund har denne forfatter altid på plads, og det samme gør sig gældende, da vi møder Mescha og Max i bogens sidste historiske scene under den kolde krig i 1960’erne, hvor hendes søn er et skak-geni, der i en ung alder måske kan støde den russiske stormester af tronen. Vores par er nu midaldrende, Max klarer sig stadigvæk kun lige igennem, men han gør det med umiskendelig stil, og Mescha er stadig lige smuk og ryger forresten lige meget. På det punkt er romanen meget lidt politisk korrekt.

En ny politisk situation skitseres, og historien rundes smukt og vemodigt af. Det er en stor kærlighedshistorie, spændende, detaljerig og fortalt med ro og eftertænksomhed. En af sæsonens bedste læseoplevelser i denne genre.