Moderne dannelsesroman om at være midtvejs i livet stadig at være i tvivl om, hvorvidt man er lykkelig og har truffet de rette valg.
Ordet dannelsesroman leder mine tanker hen på gamle klassiske udviklingsromaner, hvor hovedpersonen skal ulideligt meget igennem for at komme ud på den anden side som et forandret, dannet menneske. Kristiane Hauers ”dannelsesroman” er muligvis ironisk ment– det er i alt fald en ganske moderne en af slagsen, da hovedpersonen ikke nødvendigvis træffer nogle vigtige valg eller bevidst forsøger at ændre eller udvikle sig.
Vi følger Line gennem cirka ti år; de år, hvor hun for alvor lærer sig selv at kende og foretager vigtige livsvalg, Line som medarbejder og kollega, som veninde, som hustru og mor. En dag sidder Line i midten af 30’erne med alt det, de fleste drømmer om: villa, Volvo og vovhund og må spørge både sig selv og sin psykolog: ”Det var så bare det. Altså livet, mener jeg”.
Line er bange for at være gået glip af noget, og om hun har foretaget de rigtige valg, når hun i slikbutikken ved bland-selv-slikket må erkende, at: ”Efterhånden er det altid nogenlunde det samme, der lander i min pose”. Det er så svært at vælge, når det hele er et stort ta’ selv bord. Men ikke at vælge er jo også et valg, eller hvad?
Romanen handler om at finde sig selv og meningen med det hele. Om hvorvidt man tør stille det tabuiserede spørgsmål, om man nu også er lykkelig og hvis ikke, hvad så? De unges mange valgmuligheder i dagens Danmark er et emne, der har været fokus på i medierne. Det er ikke nødvendigvis en bonus eller sorgløst at have frit valg på alle hylder.
Hauer er en god menneskekender, handlingsforløbet hænger sammen, og sproget er udmærket. Yngre kvindelige læsere vil sikkert kunne nikke genkendende til Lines følelser og udfordringer.
Alligevel sidder jeg med en flad fornemmelse. Hvis der bare skete noget uventet, eller Line udviste en flig af handlekraft og stillingtagen til sit liv. Deri er der ikke meget udvikling eller dannelse, men måske manglen herpå netop også er en vigtig lære – og et valg? Romanen ville have godt af en afkortning, og et par udsving på ”spændingskurven” ville motivere læselysten. Derfor kommer romanen desværre aldrig til at berøre sin læser for alvor.
Kommentarer