Spændende og velskrevet thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden
Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet.
Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.
I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.
Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.
I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag ”Syndfloden og Storbyen”.
Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det heller emmer af noir.
”Syndfloden og Storbyen” er også en interessant roman. Dels er det første gang, at jeg læser en historie med en 'ond' danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/forsvar. Johansens overvejelser om biokernen er ligeledes interessante: hvordan den kan bruges og misbruges. Og som læser må vi i det hele taget tage stilling til flere moralske problemstillinger.
Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. Johansen introducerer flere personer i sin fortælling, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som de to hovedpersoner, så virker også de troværdige. Selvom jeg måske ikke altid har sympati for deres overvejelser og handlinger, så kan jeg forstå dem.
I det hele taget har ”Syndfloden og Storbyen” langt flere lag end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.
Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet ”Syndfloden og Storbyen” som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.
Kommentarer