Sørgmunter, tankevækkende og humoristisk roman om en kvinde, der vågner brat og indser, at manden i hendes liv er en anden, end hun gik og troede.
Samtidig med at proppen springer på champagnen nytårsaften, fortæller Floke sin hustru Maria, at han forlader hende og flytter sammen med sin kollega og deres fælles ven, der også hedder Floke. ”Tilgiv mig at jeg elsker ham. Du er den sidste kvinde i mit liv”, siger Floke, da han går. Han fortæller Maria, at han altid har været til mænd, men at han også ville prøve at være sammen med kvinder, og at han gerne ville have børn. Han elsker hende, men han er til mænd. Maria er lamslået. Floke er manden i hendes liv, de har været sammen i elleve år, og de har tvillinger sammen på to år.
I dagene efter nytår venter Maria på, at Floke skal komme og sige, at det hele var en misforståelse.
Hun har altid opfattet dem som det perfekte par, og derfor nægter hun at forstå og acceptere, hvad der sker. Hun håber på, at homoseksualiteten ikke er dybfølt og permanent, men bare noget, der går over igen. Havde det været en kvinde, kunne hun have taget kampen op. Men en mand?
Hun søger trøst hos underboen, dværgen Perla, der er parterapeut og ghostwriter for en krimiforfatter, men drømmer om selv at blive forfatter. Perla planlægger en bog om samliv, der skal hedde ’Svaner bliver ikke skilt. Men det gør mennesker’. Der kommer tilsyneladende aldrig klienter til den briks, hvor Maria får lov til at ligge og lette sit hjerte, og den forfatter, hun skriver for, ser man aldrig. Perla hjælper dog Maria med at pille Floke ned fra den piedestal, hvor hun har anbragt ham. Hvor ofte har han ikke arbejdet til langt ud på natten, og hvorfor skyndte han sig i bad, når han kom hjem? Som en slags trodsig frigørelseshandling tager hun tvillingerne med i bilen og kører gennem mørke, sne og slud til deres sommerhus. En ikke ufarlig mission, som chokerer Floke.
Midt i Marias ægteskabelige kaos, fortæller hendes mor, at hendes far ikke er hendes biologiske far, og at den biologiske far ønsker at møde hende. Hun når at møde ham én gang, før han dør, og hun står som enearving til store værdier i udlandet.”Hvis dit liv var en roman, ville det ikke virke overbevisende med en sådan ophobning af dramatiske begivenheder” siger Perla. Men på en eller anden måde virker det overbevisende hos Audur Ava Ólafsdóttir.
’Svaner bliver ikke skilt’ er en sørgmunter, tankevækkende og humoristisk roman. Skildringen af hvordan Maria som en diva dyrker rollen som forsmået kvinde med to små børn, og hvordan hun nægter at se Floke, som den mand, han også var, er helt vidunderlig. Som i mange andre islandske romaner, film og TV serier spiller den barske og smukke natur en markant rolle. Under Marias ture til sommerhuset, kom jeg til at tænke på den fremragende krimiserie ’Fanget’.
Romanens titel henviser til det faktum at svanepar, med få undtagelser, danner par for livet. På islandsk hedder den ’Undtagelsen’, fordi Maria var undtagelsen i Flokes liv, men den danske titel siger faktisk mere om Marias sindstilstand.
Kommentarer