Susanne Staun: Hilsen fra Rexville

I foråret fik Susanne Staun fortjent prisen for bedste danske krimi i 2010, Harald Mogensen Prisen. Hun fik den for Døderummet om den syvogfyrreårige retsmediciner Maria Krause og hendes stormomsuste privatliv, en barsk krimi om sex, selvtægt og seriemord, skrevet i et sprogligt forrygende festfyrværkeri.

Denne gang er det børnemishandling af groveste kaliber, der er emnet for bogen. Maria Krause modtager en række emails om en mor, der forsøger at bilde læger ind, at hendes børn lider af diverse skavanker, og tror de ikke på hende, skal hun nok sørge for at de kommer til at lide af diverse skavanker. De mange mails fortæller en ikke helt ny historie om bl.a afløbsrens fra staten New York, men der er aktuelle tråde videre til Danmark og til Odense og til Marias egen bror Daniel. En tråd der bl.a om afløbsrens..

Som sædvanlig er der ikke sparet på noget hos Susanne Staun. Intet er helligt hos hende, der uddeler verbale øretæver til højre og venstre i det sprog, der i den grad er hendes varemærke. Der er dog skruet sprogligt lidt ned for blusset denne gang, og også plottet virker mere realistisk, end det gjorde i Døderummet og især i Stauns bøger om Fanny Fiske. Men det gør dog langt fra Hilsen fra Rexville til en dansk krimimetervare. Susanne Stauns bøger er og skal være genkendelige som hendes. Og det er stadig skidegodt sprogligt og plotmæssigt, selv om det varede lidt tid, før den kom i gang for alvor. Maria Krause er en helt egen "helt", som både har indre og ydre dæmoner at trækkes med, der spinder sig fint ind i selve plottet.

Glæder mig til den næste bog om Maria Krause - for slutningen tyder på, at den kommer, evt. som parløb?

Fra Bogbrokken