Susanne Staun: Døderummet

Maria Krause, 47 år, bliver i 2008 ansat som vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Året efter bliver en pige fundet ved Gudme, torteret, voldtaget og knivdræbt - og ikke mindst med nogle røde mærker, som viser sig stammer fra et stof man bl.a bruger ved behandling af spedalskhed. Og der kommer mere til...også af personlig involvering.
Hvis jeg skulle sammenligne med en anden af efterårets danske krimier Lotte & Søren Hammers Alting har sin pris - både Susanne, Lotte & Søren vil nok sige det er uretfærdigt (jeg giver dem ret) - så er sproget hos Staun i den grad meget bedre: stilsikkert, fantasifuldt og sprudlende. Plotmæssigt er de to bøger væsensforskellige, hvor Hammer søger den rene realisme og klarer det godt men med huller, søger Staun en blanding af realisme og 'langt-ude-hed', som gør, at jeg i langt højere grad accepterer 'de realistiske huller'.
Atter engang er det et sprogligt festfyrværkeri at læse Susanne Staun. Og den retsmedicinske research er bare helt oppe i eliten. Medens*  hun var gået noget i frø med de sidste par Fanny Fiske bøger, har hun her genfundet både rytme, frækhed, aggression og  fantasi - selvfølgelig med gamle kendinge som sex og selvtægt. Og ikke mindst nogle helt ustyrlige replikker og replikskift, som lige er til at skrive ned og bruge selv, bl.a bemærkningen om at ligne én, "der er dumpet til ligsyn"!
Så velkommen tilbage på reolen til Susanne Staun - denne gang uden Fiskefingre!
* Læs bogen - forstå 'joken'...

Fra Bogbrokken