Anmeldelse
Stormland af Hallgrimur Helgason
- Log ind for at skrive kommentarer
Sort humor driver ned af siderne, og man morer sig kongeligt over denne komiske og sarkastiske skildring af en islandsk antihelts kamp mod den moderne civilisations forfald.
Vulkanudbrud i Island! Intet mindre er denne sprogligt gnistrende, morsomme og tragiske roman, der ikke lader de gamle sagaer noget tilbage, men som i høj grad er nutidig.
Man kan godt glemme alt om turistbrochurernes glittede billede af sagaøen. Hovedpersonen er den netop fyrede gymnasielærer Bødvar H. Steingrimsson, kaldet Bøddi.Han er født og opvokset i "fucking Sauderkrok" ved Skagafjord, i huset "Stormland", og nu er denne åndens mand kastet på gaden. "Det her er et håbløst sted, tænkte Bøddi. (Det var en sætning enhver islænding mindst én gang om ugen tillod sig at bruge om sin hjemegn for at opveje sin nærmest ufattelige kærlighed til dette vindomsuste land)" Så er det sagt!
Bøddi har studeret 10 år i Tyskland før han vendte tilbage til "Kroken" som lærer, men hans enorme had til den moderne civilisation og dens ligegyldige popkultur harmonerer dårligt med det lille samfund. Lige så lidt som hans naive kærlighed til de klassiske, specielt højtyske kulturdyder.
Hans rasende, men lærde udfald på sin blog er bidende ondskabsfulde og skaffer ham selvfølgelig mange fjender – men en lille håndfuld randeksitenser holder dog hinanden oppe – ofte over det islandske øl.
Han ser civilisationen på afgrundens rand og til sidst – efter en lang række utrolige begivenheder - sadler han hesten og rider mod Reykjavik for at udråbe revolutionen i den bedste sendetid…
Romanen er en energiudladning uden lige, og sprogligt er den så veloplagt at den indimellem næsten kan minde om en stand-up komikers rablende orddiarre. Man indfanges af hans voldsomme engagement og frådende indfald, også selv om de ikke alle er lige sympatiske. Gennem al vanviddet og de groteske personskildringer går en nerve af idealistisk alvor som røber forfatterens inderste budskab.
Bogen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og burde helt klart have fået den efter undertegnedes mening. Jeg erindrer ikke at have læst noget så veloplagt længe, både sprogligt og indholdsmæssigt. Den er intet mindre end en præstation!
Oversat af Kim Lembek. Aschehoug , 2007. 445 sider.
- Log ind for at skrive kommentarer
Sort humor driver ned af siderne, og man morer sig kongeligt over denne komiske og sarkastiske skildring af en islandsk antihelts kamp mod den moderne civilisations forfald.
Vulkanudbrud i Island! Intet mindre er denne sprogligt gnistrende, morsomme og tragiske roman, der ikke lader de gamle sagaer noget tilbage, men som i høj grad er nutidig.
Man kan godt glemme alt om turistbrochurernes glittede billede af sagaøen. Hovedpersonen er den netop fyrede gymnasielærer Bødvar H. Steingrimsson, kaldet Bøddi.Han er født og opvokset i "fucking Sauderkrok" ved Skagafjord, i huset "Stormland", og nu er denne åndens mand kastet på gaden. "Det her er et håbløst sted, tænkte Bøddi. (Det var en sætning enhver islænding mindst én gang om ugen tillod sig at bruge om sin hjemegn for at opveje sin nærmest ufattelige kærlighed til dette vindomsuste land)" Så er det sagt!
Bøddi har studeret 10 år i Tyskland før han vendte tilbage til "Kroken" som lærer, men hans enorme had til den moderne civilisation og dens ligegyldige popkultur harmonerer dårligt med det lille samfund. Lige så lidt som hans naive kærlighed til de klassiske, specielt højtyske kulturdyder.
Hans rasende, men lærde udfald på sin blog er bidende ondskabsfulde og skaffer ham selvfølgelig mange fjender – men en lille håndfuld randeksitenser holder dog hinanden oppe – ofte over det islandske øl.
Han ser civilisationen på afgrundens rand og til sidst – efter en lang række utrolige begivenheder - sadler han hesten og rider mod Reykjavik for at udråbe revolutionen i den bedste sendetid…
Romanen er en energiudladning uden lige, og sprogligt er den så veloplagt at den indimellem næsten kan minde om en stand-up komikers rablende orddiarre. Man indfanges af hans voldsomme engagement og frådende indfald, også selv om de ikke alle er lige sympatiske. Gennem al vanviddet og de groteske personskildringer går en nerve af idealistisk alvor som røber forfatterens inderste budskab.
Bogen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og burde helt klart have fået den efter undertegnedes mening. Jeg erindrer ikke at have læst noget så veloplagt længe, både sprogligt og indholdsmæssigt. Den er intet mindre end en præstation!
Oversat af Kim Lembek. Aschehoug , 2007. 445 sider.
Kommentarer