Anmeldelse
Stormfald
- Log ind for at skrive kommentarer
Svenske Tove Alsterdal når nye højder i denne både velskrevne og spændende krimi, som foregår i Ådalen i Ångermanland i det nordlige Sverige.
32-årige Eira Sjödin har været politibetjent i Stockholm og er nu vendt tilbage til sin fødeegn og politistationen i Kramfors, dels for at arbejde, men også for at passe sin mor, som er tiltagende dement.
Midsommeraften bliver hun og en kollega kaldt ud et til et mistænkeligt dødsfald i Kungsgården, og det viser sig, at der er tale om et drab. Det var sønnen, Olof Hagström, som ikke har haft noget at gøre med sin far i mere end 20 år, der fandt ham. Politiet får oplyst, at sønnen var ved at stikke af, men han blev holdt tilbage af en nabo. Eira kender den dræbte mand, og hun kender også til den tragedie, som udspillede sig i huset i 1996. Olof Hagström erkendte sig skyldig i voldtægt og drab på pigen Lina. Men da han var mindreårig blev han aldrig dømt, og sagen blev henlagt.
Der er flere lag i historien. Er det Olof, der har slået sin far ihjel eller har drabet på faderen i virkeligheden noget at gøre med den gamle sag og mordet på Lina, hvis lig man aldrig fandt? Eira får lov til at lave en ny eftersøgning af Lina, og så dukker der et nyt lig op, som ikke er Lina.
Eira får flere gange at vide, at hendes lokalkendskab er afgørende for udviklingen, selv om hun tænker: ”Lokalkendskab. Det var sådan et overfladisk ord…… Det sagde ikke noget om afgrundene eller alle de uoverskuelige sammenfiltninger, der skjulte sig under alting, hvor hvert eneste menneske hang sammen med et andet, hvordan de bedrageriske erindringer førte en bag lyset.”
Ved siden af et spændende plot er der fremragende skildringer af det lille samfund, hvor alle kender hinanden. Hemmeligheder og usagte ord sætter sit præg på hverdagen, og det er meget nemt at piske en ubehagelig stemning af vold og hævn frem blandt andet via de sociale medier.
Inden jeg startede på 'Stormfald', stammede det eneste, jeg kendte til Ådalen, fra Bo Widerbergs film 'Oprøret i Ådalen' fra 1968, men nu ved jeg meget mere om natur og mennesker i den del af Sverige, som i dag har mistet sin status som industriområde og er blevet et turistområde. Landskabet og naturens kræfter spiller en stor rolle i bogen. Der er dystre og mørke billeder af nedlagte savværker og industribygninger og bilvrag, som nærmest ser ud til at have slået rødder sammen med smukke billeder af sommerens skønhed og solen, der glitrer i elven.
Med 'Stormfald' indleder Tove Alsterdal for første gang en serie, og den bliver spændende at følge.
- Log ind for at skrive kommentarer
Svenske Tove Alsterdal når nye højder i denne både velskrevne og spændende krimi, som foregår i Ådalen i Ångermanland i det nordlige Sverige.
32-årige Eira Sjödin har været politibetjent i Stockholm og er nu vendt tilbage til sin fødeegn og politistationen i Kramfors, dels for at arbejde, men også for at passe sin mor, som er tiltagende dement.
Midsommeraften bliver hun og en kollega kaldt ud et til et mistænkeligt dødsfald i Kungsgården, og det viser sig, at der er tale om et drab. Det var sønnen, Olof Hagström, som ikke har haft noget at gøre med sin far i mere end 20 år, der fandt ham. Politiet får oplyst, at sønnen var ved at stikke af, men han blev holdt tilbage af en nabo. Eira kender den dræbte mand, og hun kender også til den tragedie, som udspillede sig i huset i 1996. Olof Hagström erkendte sig skyldig i voldtægt og drab på pigen Lina. Men da han var mindreårig blev han aldrig dømt, og sagen blev henlagt.
Der er flere lag i historien. Er det Olof, der har slået sin far ihjel eller har drabet på faderen i virkeligheden noget at gøre med den gamle sag og mordet på Lina, hvis lig man aldrig fandt? Eira får lov til at lave en ny eftersøgning af Lina, og så dukker der et nyt lig op, som ikke er Lina.
Eira får flere gange at vide, at hendes lokalkendskab er afgørende for udviklingen, selv om hun tænker: ”Lokalkendskab. Det var sådan et overfladisk ord…… Det sagde ikke noget om afgrundene eller alle de uoverskuelige sammenfiltninger, der skjulte sig under alting, hvor hvert eneste menneske hang sammen med et andet, hvordan de bedrageriske erindringer førte en bag lyset.”
Ved siden af et spændende plot er der fremragende skildringer af det lille samfund, hvor alle kender hinanden. Hemmeligheder og usagte ord sætter sit præg på hverdagen, og det er meget nemt at piske en ubehagelig stemning af vold og hævn frem blandt andet via de sociale medier.
Inden jeg startede på 'Stormfald', stammede det eneste, jeg kendte til Ådalen, fra Bo Widerbergs film 'Oprøret i Ådalen' fra 1968, men nu ved jeg meget mere om natur og mennesker i den del af Sverige, som i dag har mistet sin status som industriområde og er blevet et turistområde. Landskabet og naturens kræfter spiller en stor rolle i bogen. Der er dystre og mørke billeder af nedlagte savværker og industribygninger og bilvrag, som nærmest ser ud til at have slået rødder sammen med smukke billeder af sommerens skønhed og solen, der glitrer i elven.
Med 'Stormfald' indleder Tove Alsterdal for første gang en serie, og den bliver spændende at følge.
Kommentarer