Anmeldelse
Stig Dalager - To dage i juli
- Log ind for at skrive kommentarer
Dragende skildring af attentatmanden Stauffenbergs mislykkedes forsøg på at dræbe Hitler i 1944. Romanen giver et fremragende indblik i både Hitlers og Stauffenbergs psyke i krigens sidste tid.
Von Stauffenberg - en af hovedmændene i det mislykkede kup mod Hitler den 20. juli 1944 - var helt på det rene med, hvordan han og hans medhjælpere ville blive opfattet af store dele i efterkrigstidens Tyskland - nemlig som en forrædere. Var attentatet i førerbunkeren i Østpreussen lykkedes, havde det med sikkerhed givet næring til endnu en dolkestødslegende - en legende, som den der blev skabt i Tyskland efter Første Verdenskrig, og som af nazisterne med succes brugte i propagandaen og retorikken op til Anden Verdenskrig.
Dolkestødslegenden var myten om, at Tyskland ikke tabte Første Verdenskrig militært eller strategisk, men at kejserrigets sammenbrud skyldtes den indenrigsrevolution, der kulminerende i november 1918. En revolution, der krævede fredsslutning og kejserens abdikation.
Kontrafaktisk historietænkning har sin berettigelse her. For den siger meget om, hvilke kræfter de fortrinsvis konservative og nationalt indstillede attentatmænd var oppe imod. Endnu i 1944 var det tyske folks tillid til Hitler usvækket. På dette tidspunkt var der kun trekvart år til Tysklands endelige og ganske ufattelige ødelæggelse i foråret 1945. Jo mere krigsafslutningen nærmede sig, desto mere fanatisk og bizar blev opbakningen til regimet.
Stig Dalager udgav romanen 'To dage i juli' i 2002 og fik lunkne anmeldelser i sit hjemland, Danmark, men oplevede den sjældne ære at få sin bog - forfattet af en dansker om et betændt tema i tysk historie - oversat til tysk og udgivet af det anerkendte Aufbau-Verlag. Uden kvaliteter er bogen bestemt heller ikke. Jeg vil dog foreslå, at man blandt andet læser bogen ud fra det ovennævnte perspektiv. Nu gik attentatet galt, og dermed var attentatmændene blot med at styrke Hitlers position som Übermensch, hans udødelighed og usårlighed. Krigen kom til at vare godt otte måneder endnu og betyde død for x antal millioner mennesker.
Det er en vanskelig opgave, Stig Dalager har stillet sig selv overfor. At skrive en dokumentarisk roman med det indbyggede forsøg at afdække Hitlers psyke kræver sin forfatter. Mens store dele af romanen er lige lovlig konstrueret, så er det ironisk nok i de tætte beskrivelser af den sygdomsplagede og neurotiske Hitler i betonbunkeren, at Dalager svinger romanen op på et højt niveau.
Hovedpersonernes, Stauffenberg og Hitler, liv genfortælles som tilbageblik i indre monologer og fylder langt over halvdelen af romanen. Romanen er velskrevet og letlæst og kan anbefales til læsere, der vil have en indføring i eller have genopfrisket deres viden om begivenhederne den 22. juli 1944. Romanen perspektiverer ikke, selv om den dog viser, hvad der drev primært Stauffenberg og de andre i spidsen for attentatet. Og det var ikke blot en etisk indgang. Stauffenberg var aristokrat, nationalkonservativ og havde selv deltaget i overfaldet på Polen. Jøder og polakker opfattede han som »pøbel og afskum«. Næh. meningen var at redde Tyskland blandt andet med østgrænserne fra 1914. For efter D-dagen i Normandiet 6. juni 1944 havde han og hans ligesindede indset, at krigen var tabt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Dragende skildring af attentatmanden Stauffenbergs mislykkedes forsøg på at dræbe Hitler i 1944. Romanen giver et fremragende indblik i både Hitlers og Stauffenbergs psyke i krigens sidste tid.
Von Stauffenberg - en af hovedmændene i det mislykkede kup mod Hitler den 20. juli 1944 - var helt på det rene med, hvordan han og hans medhjælpere ville blive opfattet af store dele i efterkrigstidens Tyskland - nemlig som en forrædere. Var attentatet i førerbunkeren i Østpreussen lykkedes, havde det med sikkerhed givet næring til endnu en dolkestødslegende - en legende, som den der blev skabt i Tyskland efter Første Verdenskrig, og som af nazisterne med succes brugte i propagandaen og retorikken op til Anden Verdenskrig.
Dolkestødslegenden var myten om, at Tyskland ikke tabte Første Verdenskrig militært eller strategisk, men at kejserrigets sammenbrud skyldtes den indenrigsrevolution, der kulminerende i november 1918. En revolution, der krævede fredsslutning og kejserens abdikation.
Kontrafaktisk historietænkning har sin berettigelse her. For den siger meget om, hvilke kræfter de fortrinsvis konservative og nationalt indstillede attentatmænd var oppe imod. Endnu i 1944 var det tyske folks tillid til Hitler usvækket. På dette tidspunkt var der kun trekvart år til Tysklands endelige og ganske ufattelige ødelæggelse i foråret 1945. Jo mere krigsafslutningen nærmede sig, desto mere fanatisk og bizar blev opbakningen til regimet.
Stig Dalager udgav romanen 'To dage i juli' i 2002 og fik lunkne anmeldelser i sit hjemland, Danmark, men oplevede den sjældne ære at få sin bog - forfattet af en dansker om et betændt tema i tysk historie - oversat til tysk og udgivet af det anerkendte Aufbau-Verlag. Uden kvaliteter er bogen bestemt heller ikke. Jeg vil dog foreslå, at man blandt andet læser bogen ud fra det ovennævnte perspektiv. Nu gik attentatet galt, og dermed var attentatmændene blot med at styrke Hitlers position som Übermensch, hans udødelighed og usårlighed. Krigen kom til at vare godt otte måneder endnu og betyde død for x antal millioner mennesker.
Det er en vanskelig opgave, Stig Dalager har stillet sig selv overfor. At skrive en dokumentarisk roman med det indbyggede forsøg at afdække Hitlers psyke kræver sin forfatter. Mens store dele af romanen er lige lovlig konstrueret, så er det ironisk nok i de tætte beskrivelser af den sygdomsplagede og neurotiske Hitler i betonbunkeren, at Dalager svinger romanen op på et højt niveau.
Hovedpersonernes, Stauffenberg og Hitler, liv genfortælles som tilbageblik i indre monologer og fylder langt over halvdelen af romanen. Romanen er velskrevet og letlæst og kan anbefales til læsere, der vil have en indføring i eller have genopfrisket deres viden om begivenhederne den 22. juli 1944. Romanen perspektiverer ikke, selv om den dog viser, hvad der drev primært Stauffenberg og de andre i spidsen for attentatet. Og det var ikke blot en etisk indgang. Stauffenberg var aristokrat, nationalkonservativ og havde selv deltaget i overfaldet på Polen. Jøder og polakker opfattede han som »pøbel og afskum«. Næh. meningen var at redde Tyskland blandt andet med østgrænserne fra 1914. For efter D-dagen i Normandiet 6. juni 1944 havde han og hans ligesindede indset, at krigen var tabt.
Kommentarer