Anmeldelse
Steppeulven af Hermann Hesse
- Log ind for at skrive kommentarer
Herman Hesses kultbog fra 1927 er en af verdenslitteraturens fornemste klassikere. Læseren inviteres til magisk teater i bogen, som var med til at forme tressernes ungdomsoprør. Et must-read!
For nu at ingen her indledningsvis bør være i tvivl: Hermann Hesses klassiker af en roman fra 1927 – ’Steppeulven’ – er en udødelig fortælling, i hvilken mennesket til hver en tid vil kunne finde filosofisk stof til eftertanke. Set i bagklogskabens lys kan det ikke undre nogen, at bogen fik kultstatus op gennem tresserne efter Hesses død i 1962. Her var der – måske – svar at finde for de søgende sjæle. Eller sagt med andre ord: For de forrykte. I hvert fald tjente Hesses værk til inspiration for mange af datidens unge mennesker.
De musikinteresserede vil for deres indre øre kunne høre Eik Skaløes stemme messe følgende på bandet Steppeulvenes eneste, men enestående, LP ’Hip’ fra 1967: ”Der var engang én, der hed Harry. Han gik på to ben og var et menneske. Men i grunden var han dog en steppeulv.”
Og dette er hele humlen i romanen: Harry Haller, steppeulven, besidder en dobbelthed, som gør det svært for ham at eksistere. Med tiden erfarer han – i første omgang gennem en lille bog, der hedder ’Traktat om steppeulven’ – at hans væsen ikke alene er to-sidet, men faktisk mange-sidet. Og dette mangfoldige liv viser sig til allersidst i romanen, hvor Harry endelig får adgang til det magiske teater, skæbnen så længe har viftet ham om næsen med.
Harrys liv tager en uventet drejning, da han møder den prostituerede Hermine. Hun personificerer dobbeltheden, og dette kommer bl.a. til udtryk ved, at hun minder Harry om barndomsvennen Hermann (navnebror til forfatteren), da hun – trods sit køn – også ligner en ung mand. Og endelig er navnene Hermann og Hermine forløbere for begrebet hermafrodit. Dobbeltheden hersker altså i alle romanens lag.
’Steppeulven’ er ikke alene velkomponeret og eksperimenterende i sin form men også én af den slags romaner, man aldrig rigtig bliver helt færdig med. Den kan både læses som en udfordring og som en konkret historie… om en mand, der hed Harry.
P.S. Gør Dem selv den tjeneste at springe Ib Michaels forord over – det klæder ikke romanen. Eller vent til nød med at læse det til bagefter.
- Log ind for at skrive kommentarer
Herman Hesses kultbog fra 1927 er en af verdenslitteraturens fornemste klassikere. Læseren inviteres til magisk teater i bogen, som var med til at forme tressernes ungdomsoprør. Et must-read!
For nu at ingen her indledningsvis bør være i tvivl: Hermann Hesses klassiker af en roman fra 1927 – ’Steppeulven’ – er en udødelig fortælling, i hvilken mennesket til hver en tid vil kunne finde filosofisk stof til eftertanke. Set i bagklogskabens lys kan det ikke undre nogen, at bogen fik kultstatus op gennem tresserne efter Hesses død i 1962. Her var der – måske – svar at finde for de søgende sjæle. Eller sagt med andre ord: For de forrykte. I hvert fald tjente Hesses værk til inspiration for mange af datidens unge mennesker.
De musikinteresserede vil for deres indre øre kunne høre Eik Skaløes stemme messe følgende på bandet Steppeulvenes eneste, men enestående, LP ’Hip’ fra 1967: ”Der var engang én, der hed Harry. Han gik på to ben og var et menneske. Men i grunden var han dog en steppeulv.”
Og dette er hele humlen i romanen: Harry Haller, steppeulven, besidder en dobbelthed, som gør det svært for ham at eksistere. Med tiden erfarer han – i første omgang gennem en lille bog, der hedder ’Traktat om steppeulven’ – at hans væsen ikke alene er to-sidet, men faktisk mange-sidet. Og dette mangfoldige liv viser sig til allersidst i romanen, hvor Harry endelig får adgang til det magiske teater, skæbnen så længe har viftet ham om næsen med.
Harrys liv tager en uventet drejning, da han møder den prostituerede Hermine. Hun personificerer dobbeltheden, og dette kommer bl.a. til udtryk ved, at hun minder Harry om barndomsvennen Hermann (navnebror til forfatteren), da hun – trods sit køn – også ligner en ung mand. Og endelig er navnene Hermann og Hermine forløbere for begrebet hermafrodit. Dobbeltheden hersker altså i alle romanens lag.
’Steppeulven’ er ikke alene velkomponeret og eksperimenterende i sin form men også én af den slags romaner, man aldrig rigtig bliver helt færdig med. Den kan både læses som en udfordring og som en konkret historie… om en mand, der hed Harry.
P.S. Gør Dem selv den tjeneste at springe Ib Michaels forord over – det klæder ikke romanen. Eller vent til nød med at læse det til bagefter.
Kommentarer