Anmeldelse
Stederne imellem af Rory Stewart
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og kraftfuld rejseskildring fra Afghanistan anno 2002.
I 2002 rejste den unge skotte Rory Stewart tværs igennem Afghanistan på jagt efter historie, indsigt og forståelse. Jeg er imponeret og taknemmelig for, at jeg kunne gemme mig bag siderne, når rejsen tog nogle intense omveje.
Rory vandrer ind i Afghanistan få måneder efter Talebans fald. Uden mobil og digitalkamera. Heldigvis kan han lidt arabisk og kender landets skikke og historie. Således forholdsvis psykisk klædt på til opgaven rejser han alene af sted, men bliver, under protest, tæt fulgt af et par afghanske soldater. Måske redder det hans liv, for magtbalancen i landet rykker sig hele tiden, og i landsbyerne regerer selvbestaltede kommandanter og lokale krigsherrer.
Den afghanske befolkning lever livet uden elektricitet men med Kalashnikov-rifler. Nogle giver Rory deres sidste mugne brød, mens andre frarøver ham penge eller kaster sten på ham. I mange uger lever han med diarre og ømme knæ. Vabler får han vist mest på sjælen af dette land, der har været i krig i mere end 25 år og er udpint og efterladt.
USA har indledt en krig mod terror og roder rundt i bjergene efter deres fjende. Men størstedelen af den afghanske befolkning har aldrig hørt om skæbnedatoen 11. september 2001.
Som læser oplever man rejsen igennem et filter, men man påvirkes alligevel. Man ærgres, når enkelte af ens vestlige fordomme bekræftes. Man chokeres, når man læser, hvordan afghanske kulturskatte smadres og sælges til vesten for sølle beløb. For at en kultur kan blomstre og trives, kræves der overskud, indser man pludselig, og det finder man ikke i et samfund, der er kogt ned til fundamental overlevelse.
Rory Stewart vandrer ikke bare igennem Afghanistan. Han mærker det. Nuancerne i hans rejseskildringer er både opklarende og spændende for den engagerede politisk bevidste læser såvel som den historieinteresserede.
Denne rejseskildring rummer ikke skønlitterær hverdagspoesi, men barsk sandhed. Rorys rejse har sat sig fast i min bevidsthed. Jeg glemmer ikke foreløbig den unge skotte, der rejste igennem et fjernt land uden nogensinde at tale med en kvinde og kun vandt én virkelig ven - en hund.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende og kraftfuld rejseskildring fra Afghanistan anno 2002.
I 2002 rejste den unge skotte Rory Stewart tværs igennem Afghanistan på jagt efter historie, indsigt og forståelse. Jeg er imponeret og taknemmelig for, at jeg kunne gemme mig bag siderne, når rejsen tog nogle intense omveje.
Rory vandrer ind i Afghanistan få måneder efter Talebans fald. Uden mobil og digitalkamera. Heldigvis kan han lidt arabisk og kender landets skikke og historie. Således forholdsvis psykisk klædt på til opgaven rejser han alene af sted, men bliver, under protest, tæt fulgt af et par afghanske soldater. Måske redder det hans liv, for magtbalancen i landet rykker sig hele tiden, og i landsbyerne regerer selvbestaltede kommandanter og lokale krigsherrer.
Den afghanske befolkning lever livet uden elektricitet men med Kalashnikov-rifler. Nogle giver Rory deres sidste mugne brød, mens andre frarøver ham penge eller kaster sten på ham. I mange uger lever han med diarre og ømme knæ. Vabler får han vist mest på sjælen af dette land, der har været i krig i mere end 25 år og er udpint og efterladt.
USA har indledt en krig mod terror og roder rundt i bjergene efter deres fjende. Men størstedelen af den afghanske befolkning har aldrig hørt om skæbnedatoen 11. september 2001.
Som læser oplever man rejsen igennem et filter, men man påvirkes alligevel. Man ærgres, når enkelte af ens vestlige fordomme bekræftes. Man chokeres, når man læser, hvordan afghanske kulturskatte smadres og sælges til vesten for sølle beløb. For at en kultur kan blomstre og trives, kræves der overskud, indser man pludselig, og det finder man ikke i et samfund, der er kogt ned til fundamental overlevelse.
Rory Stewart vandrer ikke bare igennem Afghanistan. Han mærker det. Nuancerne i hans rejseskildringer er både opklarende og spændende for den engagerede politisk bevidste læser såvel som den historieinteresserede.
Denne rejseskildring rummer ikke skønlitterær hverdagspoesi, men barsk sandhed. Rorys rejse har sat sig fast i min bevidsthed. Jeg glemmer ikke foreløbig den unge skotte, der rejste igennem et fjernt land uden nogensinde at tale med en kvinde og kun vandt én virkelig ven - en hund.
Kommentarer