Hvad er et forspildt kvindeliv? Livsklog metaroman med et sitrende hudløst ungdomsportræt af en kvinde med rige talenter i 30ernes Sverige.
Alt i bogen er fiktion, men i romanen lader forfatteren sig selv blive kontaktet af Hedda, en ældre kvinde, der sammen med sin mand nu er bosat på den spanske solkyst. Hedda har læst en af Combüchens romaner og genkendt sig selv i en levende beskrivelse af et gammelt familiefoto. Fotografiet er et af flere af familien fundet i en antikvitetsbutik.
Dette bliver starten på en årelang korrespondance, som sammen med forskellig research om familien inspirerer Sigrid til at skrive et indfølt ungdomsportræt af denne begavede og håndsnilde smukke kvinde, der på grund af en hyklerisk egoistisk middelklassefamilie og tilfældige spontane valg i den følsomme ungdomstid alligevel ”kun” blev gift og fik familie trods en strålende studentereksamen og trodsig frihedstrang.
Titlen mere end antyder forfatterens feministiske indignation og forstemthed på hendes vegne. Hedda kunne være blevet læge, hvis forældrene havde prioriteret hendes uddannelse. Hendes sykursus, hvor hun udmærkede sig, udmundede ikke i en fremtid som celeber modeskaber, og hendes korte berøring med filmbranchen førte trods en enkelt hovedrolle heller ikke til en filmskuespillerkarriere. Spild!
Her kommer metaaspektet ind i billedet, for forfatteren afslører ærligt, at Hedda langt fra er enig i hendes feministiske konklusion. Kontrasten mellem forfatterens selvstændighedssøgende og impulsive ungdomsportræt og Heddas lakoniske, vise og TILFREDSE breve er slående. Livet skal man lære at klare! Livet blev anderledes end forventet men godt nok! Combüchens opmærksomhed på en forfatters uundgåelige fortolkning af virkeligheden var med til at skærpe min læseopmærksomhed.
Ikke desto mindre er det et meget smukt portræt af en både sårbar og robust ung kvinde med en fintfølende intuitiv men også nøgternt registrerende bevidsthed. Familielivet med dets komplicerede betændte psykologiske spil tegnes ligesom den eftertragtede lystfyldte ungdomsfrihed i Stockholm hudløst og altfølende gennem hendes øjne. Sansninger, tanker, scener, billeder og dialog glider ud og ind i hinanden på en charmerende sitrende måde, der minder om Virginia Woolfs fornemme prosa. Alligevel er Combüchen sin egen ligesom f.eks. Michael Cunningham, som også er inspireret af Woolf.
Sigrid Combüchen er universitetsuddannet indenfor historie, statskundskab og litteraturhistorie, hvilket kommer til udtryk i mange billedskabende, historiske detaljer. Bogen kræver - men skaber netop også - skærpet opmærksomhed. Sveriges fornemste litteraturpris Augustprisen er helt på sin plads. I øvrigt er det smukke sprog strålende oversat af den danske digter Pia Juul.
Kommentarer