Hvis man ser på de emneord eller "etiketter", som jeg har sat på denne bog, dækker de ret bredt. Fra "Kræft" og "Hospicer" til "Humor" og "Druk". Egentlig kunne bogen få et overordnet genrebegreb sat på: "Tumor-humor", for sådan er bogen Min mors sidste dage af den islandske forfatter Sölvi Björn Sigurðsson.
Det er den temmelig rablende historie om 38-årige Hermann, hvis 63-årige mor, Eva, har fået konstateret knoglekræft, som hun uundgåeligt vil dø af med mindre hun får amputeret det ene ben, hvad hun i den grad nægter. I stedet bruger Hermann sin opsparing på at tage hende til et alternativt behandlingscenter og hospice i Amsterdam, hvor hun kan få daglige indsprøjtninger med et omdiskuteret medikament. Men man kan jo ligeså godt more sig, når man nu er i udlandet. Og da mor Eva godt kan lide en lille én, eller rettere en stor én, mens Hermann bare er almindeligt fordrukken, bliver der gået til vaflerne.
Det er faktisk en god farceagtig bog med alvorlige undertoner, som Sölvi Björn Sigurðsson har skrevet. Der er fuld knald på sproget, især i Hermanns monologer når han har tømmermænd - og det har han da som regel. Om personerne så virker som skåret ud af virkeligheden, kan nok i højere grad diskuteres. Men skidt...
Bogen tager en lidt skæg drejning væk fra druk og humor og debatindlæg om aktiv dødshjælp og retten til selvmord på et tidspunkt, og hele symbolikken overføres til det islandske økonomiske sammenbrud, der står på under bogen. Fint vinklet.
Så hvis du vil have en på lattermusklen og lidt at tænke over, så kan du roligt læse Min mors sidste dage.
Fra Bogbrokken
Kommentarer