Anmeldelse
Sølvfloden af Kaspar Rostrup
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Utroligt velskrevet og veldisponeret erindringsbog af film- og sceneinstruktøren Kaspar Rostrup om en mørk barndom rummer en formidabel spænding mellem det sorteste sorte og en forløsende humor.
Kaspar Rostrup (f. 1940) har fundet tiden inde til at skrive sine erindringer. Han fortæller om en meget speciel barndom, hvor han - sammen med broderen Claus - på grund af problemer med astma stort set aldrig opholdt sig i hjemmet hos forældrene men på institutioner, sanatorier og kostskoler. Her var børnene bekvemt af vejen, fornemmer man, så forældrene kunne hellige sig deres eget liv og deres egne problemer.
Glæderne i Kaspars liv var få og små, og fortællingen om barndommen er både mørk og knugende. Alligevel er det ikke en knugende bog, Rostrup her har skrevet. Det mørke løftes af, at han igennem beretningen bryder kronologien og i en række afsnit, som han kalder flash forwards, giver os glimt af den karriere som kunstner, der blev hans, da han kom ud af barndommen. Her oplever vi store og lykkelige øjeblikke, når han f.eks. som instruktør kan føle øjeblikkets intensitet. Disse indslag udvider og perspektiverer beretningen.
En af Rostrups evner er at skildre det mørke og knugende i tilbageblikket, så man som læser både smiler og ler undervejs. Mit yndlingseksempel er en grotesk scene på en kostskole, hvor nogle elever har klaget over forplejningen, som de har omtalt som "hundeæde". Det vil skolens kvindelige ledere ikke have siddende på sig, så de bestiller opulent smørrebrød bragt ind i terriner af tjenere fra det lokale hotel til de tre elever, der har formastet sig til at klage. De andre elever får ingen mad, men må se på, mens de tre tvinges til at spise sig igennem alt for megen mad.
Det er den mest groteske pædagogik, som her skildres med stor humor - og til slut et glimt af den alvor, der ligger bag: "Den ene græd, den anden kastede op, men Jacinto spiste op og spurgte, om han måtte få de andres mad, hvis de levnede noget. Det lo vi meget af, men først senere". Ja netop, først senere, på afstand kommer latteren, i situationen har det jo været rædselsfuldt.
Mod slutningen af bogen er vi på vej ud af barndommen. Kaspar kommer på teaterskolen, han får venner og kolleger, han har opdaget, hvilken vej han skal følge, og hvem han vil følges med. Det er spændende her at følge, hvordan en ung kunstner efterhånden får form og træder i karakter. Sjov er beretningen om det første filmkys - med Ghita Nørby - der filmes over det meste af en dag, men aldrig blev brugt i filmen.
Bogen er en af de rigeste selvbiografier, jeg har læst længe. Den er utroligt velskrevet og veldisponeret, og så har den altså denne formidable spænding mellem det sorteste sorte og så den forløsende humor. Og endnu en god ting: Rostrup lover en fortsættelse, ’Stormfloden’, der skal udkomme 2013. Der er noget at se frem til!
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Utroligt velskrevet og veldisponeret erindringsbog af film- og sceneinstruktøren Kaspar Rostrup om en mørk barndom rummer en formidabel spænding mellem det sorteste sorte og en forløsende humor.
Kaspar Rostrup (f. 1940) har fundet tiden inde til at skrive sine erindringer. Han fortæller om en meget speciel barndom, hvor han - sammen med broderen Claus - på grund af problemer med astma stort set aldrig opholdt sig i hjemmet hos forældrene men på institutioner, sanatorier og kostskoler. Her var børnene bekvemt af vejen, fornemmer man, så forældrene kunne hellige sig deres eget liv og deres egne problemer.
Glæderne i Kaspars liv var få og små, og fortællingen om barndommen er både mørk og knugende. Alligevel er det ikke en knugende bog, Rostrup her har skrevet. Det mørke løftes af, at han igennem beretningen bryder kronologien og i en række afsnit, som han kalder flash forwards, giver os glimt af den karriere som kunstner, der blev hans, da han kom ud af barndommen. Her oplever vi store og lykkelige øjeblikke, når han f.eks. som instruktør kan føle øjeblikkets intensitet. Disse indslag udvider og perspektiverer beretningen.
En af Rostrups evner er at skildre det mørke og knugende i tilbageblikket, så man som læser både smiler og ler undervejs. Mit yndlingseksempel er en grotesk scene på en kostskole, hvor nogle elever har klaget over forplejningen, som de har omtalt som "hundeæde". Det vil skolens kvindelige ledere ikke have siddende på sig, så de bestiller opulent smørrebrød bragt ind i terriner af tjenere fra det lokale hotel til de tre elever, der har formastet sig til at klage. De andre elever får ingen mad, men må se på, mens de tre tvinges til at spise sig igennem alt for megen mad.
Det er den mest groteske pædagogik, som her skildres med stor humor - og til slut et glimt af den alvor, der ligger bag: "Den ene græd, den anden kastede op, men Jacinto spiste op og spurgte, om han måtte få de andres mad, hvis de levnede noget. Det lo vi meget af, men først senere". Ja netop, først senere, på afstand kommer latteren, i situationen har det jo været rædselsfuldt.
Mod slutningen af bogen er vi på vej ud af barndommen. Kaspar kommer på teaterskolen, han får venner og kolleger, han har opdaget, hvilken vej han skal følge, og hvem han vil følges med. Det er spændende her at følge, hvordan en ung kunstner efterhånden får form og træder i karakter. Sjov er beretningen om det første filmkys - med Ghita Nørby - der filmes over det meste af en dag, men aldrig blev brugt i filmen.
Bogen er en af de rigeste selvbiografier, jeg har læst længe. Den er utroligt velskrevet og veldisponeret, og så har den altså denne formidable spænding mellem det sorteste sorte og så den forløsende humor. Og endnu en god ting: Rostrup lover en fortsættelse, ’Stormfloden’, der skal udkomme 2013. Der er noget at se frem til!
Kommentarer