Sarte, skrøbelige og lidt flygtige digte om kærligheden, livet, døden og om heste.
Jeg er en gave
der forsvinder uendeligt i et spejl.
Min elskede er en port.
Der findes en hest som aldrig har løbet hurtigt.
Sådan står der blandt andet på bagsideteksten til Katinka My Jones´ anden digtsamling ’Sølv’. De fem kursiverede ord er en del af et digt, der kun står på bagsiden, og samtidig er de titlerne på de fem afsnit, samlingen er inddelt i.
De 44 digte i de fem afsnit handler om kærlighed, om livet, døden og om heste.
Ingen af digtene er særligt lange, tværtimod er mange af dem på kun 3-5 linjer. Det er fine digte, Katinka My Jones har skrevet, skrøbelige og sarte, men også flygtige og lidt svære at få hold på. I hvert fald for mig. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, for jeg synes faktisk godt om den stramme og lidt ordknappe stil, forfatteren skriver i. Men måske skal jeg bare lade være med at få hold på dem.
Poesi skal jo ikke altid forstås, men undertiden bare fornemmes, sanses og nydes. For stemningens skyld og for sprogets.
Stemningsbilleder er digteren fantastisk god til at skrive frem. I det hele taget skriver hun i et sprog fyldt med billeder.
”Det er morgen og jeg tænker på bøgernes rygge,
menneskenes hænder, lyden af en knirken
der næsten aldrig betyder det samme
men alligevel minder om græsset
helt tidligt om morgenen
idet man lader sig falde ned i duggen.
Man kunne studere denne proces,
lade den gentage sig.
Åbne hånden som et kort
lade solen falde ind i striber
på det skakternede gulv
og stå der som en dronning.”
Katinka My Jones er født i 1983 og uddannet fra Forfatterskolen i 2007. Samme år debuterede hun med digtsamlingen ’Havet er sort, kysten er hvid’. ’Sølv’ er forfatterens anden udgivelse, og den lover godt for fremtiden!
Kommentarer