Anmeldelse
Snorres sidste dage af Thorvald Steen
- Log ind for at skrive kommentarer
Krønikeskriveren Snorre Sturlason sidder ældet og træt hjemme på sin gård Reykholt på Island. Han ser tilbage på sit liv og føler skæbnen rykke ind. Skal han frygte for sit liv?
Denne historie tager sit afsæt i kulturarven fra Island, sagaøen, der blev født af is og ild. Den handler om Snorre Sturlason, krønikeskriveren, og nok er forfatteren, Thorvald Steen ikke islænding, men her bærer han arven stolt videre. Det er en saga fyld med passion, død, hævn men også kærlighed og ubrydelig loyalitet.
Men tilbage til Snorre, som denne historie handler om. Han sidder ældet (nåja 62, det var meget dengang), han har nok levet et hårdt liv, rejst meget, brugt sig selv og sin krop. Apropos kroppen, så var han foruden mange andre ting- også grådig, når det angik kvinder. Han tog for sig af retterne også blandt andre mænds koner, nok en effektiv metode til at skaffe sig uvenner.
Snorre havde altså ry for at være grisk og magtsyg, slog hårdt ned på oprør.
Han sidder nu og venter indenfor bag Reykholts palisader og ser tilbage på sit oplevelsesrige liv. Han tænker på sit livs store kærlighed, Margrethe, en klog kvinde, der skulle være på vej for at besøge ham. Han tænker også på sin vanskelige søn, Orækja, vender han sig måske mod sin far?
Samtidig hermed samles de sammensvorne, der er udsendt fra den norske konge, der finder Snorre for selvrådig, mange ting blev klaret med sværdet i de tider. Blodet flød, og magt og hævn blev betalt med den dyreste pris.
Snorres eneste fortrolige, den fantastiske lille hest Sleipner, som står bag bogens originaltitel ’den lille hest’ må lide for sin position og være det sidste skæbnetunge tegn over for Snorre.
Det er en meget sørgelig og meget dramatisk beretning, den er helt naturligt rundet af sagaernes mægtige fortælle’slægt’ , men forfatteren har også søgt at gå bagom ikonet Snorre. Var han ikke bare et svagt og helt almindeligt menneske? Ligesom Cæsar, der også måtte falde for modstandernes klinger. Som den ældste kvinde udtaler ved Snorres lig:
Menneskene dør som ild dør ud, uden spor. I asken ligger legender og det gyldne skær. De har ingen anden historie end ilden
- Log ind for at skrive kommentarer
Krønikeskriveren Snorre Sturlason sidder ældet og træt hjemme på sin gård Reykholt på Island. Han ser tilbage på sit liv og føler skæbnen rykke ind. Skal han frygte for sit liv?
Denne historie tager sit afsæt i kulturarven fra Island, sagaøen, der blev født af is og ild. Den handler om Snorre Sturlason, krønikeskriveren, og nok er forfatteren, Thorvald Steen ikke islænding, men her bærer han arven stolt videre. Det er en saga fyld med passion, død, hævn men også kærlighed og ubrydelig loyalitet.
Men tilbage til Snorre, som denne historie handler om. Han sidder ældet (nåja 62, det var meget dengang), han har nok levet et hårdt liv, rejst meget, brugt sig selv og sin krop. Apropos kroppen, så var han foruden mange andre ting- også grådig, når det angik kvinder. Han tog for sig af retterne også blandt andre mænds koner, nok en effektiv metode til at skaffe sig uvenner.
Snorre havde altså ry for at være grisk og magtsyg, slog hårdt ned på oprør.
Han sidder nu og venter indenfor bag Reykholts palisader og ser tilbage på sit oplevelsesrige liv. Han tænker på sit livs store kærlighed, Margrethe, en klog kvinde, der skulle være på vej for at besøge ham. Han tænker også på sin vanskelige søn, Orækja, vender han sig måske mod sin far?
Samtidig hermed samles de sammensvorne, der er udsendt fra den norske konge, der finder Snorre for selvrådig, mange ting blev klaret med sværdet i de tider. Blodet flød, og magt og hævn blev betalt med den dyreste pris.
Snorres eneste fortrolige, den fantastiske lille hest Sleipner, som står bag bogens originaltitel ’den lille hest’ må lide for sin position og være det sidste skæbnetunge tegn over for Snorre.
Det er en meget sørgelig og meget dramatisk beretning, den er helt naturligt rundet af sagaernes mægtige fortælle’slægt’ , men forfatteren har også søgt at gå bagom ikonet Snorre. Var han ikke bare et svagt og helt almindeligt menneske? Ligesom Cæsar, der også måtte falde for modstandernes klinger. Som den ældste kvinde udtaler ved Snorres lig:
Menneskene dør som ild dør ud, uden spor. I asken ligger legender og det gyldne skær. De har ingen anden historie end ilden
Kommentarer