Anmeldelse
Snebær af Mette Sø
- Log ind for at skrive kommentarer
Året er 1944. Tre handlekraftige kvinder udfører sabotage i København, men dobbeltliv er ikke meget liv, og den evige mistro fortærer resten. Charlie’s Angels go home!
København, efteråret 1944. To ord og et årstal – og allerede ved man meget mere, end man tror. Danmark er besat af tyskerne, og på daværende tidspunkt ved ingen, hvad det hele vil ende med, og hvor længe det vil vare, inden det i så fald ender. Det ved læseren anno 2013 naturligvis godt, men for bogens heltinde, der bærer dæknavnet Moskva, og hendes medsammensvorne, er det en del af livet – at vide ingenting om fremtiden.
Anden Verdenskrig leverer stadig stof til såvel skøn- som faglitteratur, og jeg ynder at have den mening om mig selv, at det ikke er et felt, der interesserer mig ret meget, og derfor opsøger jeg sjældent litteratur, der behandler emnet. Men – når det så alligevel sker, at jeg får læst noget, der skal forestille at foregå i disse for vort land så mørke år, må jeg tilstå, at det som regel har en ret stor virkning på mig. I hvert fald har Mette Søs roman ’Snebær’ givet mig både stof til eftertanke, og også en form for forståelse og sågar menneskelig indsigt i en tid, som (desværre) er helt reel og dermed også en del af min egen kultur og den verden, jeg nok så flot fører mig frem i nu.
Den unge kvinde Moskva bedriver sabotage i vores af tyskerne besatte hovedstad. Det gør hun sammen med to andre unge kvinder, Spot og Pim, som hun ikke ved særligt meget om, ligesom de heller ikke ved ret meget om hende – eller om hinanden, måske? Deres fælles mål er naturligvis at komme så meget på tværs af tyskerne som muligt, hvilket i sagens natur er en dødsensfarlig beskæftigelse. De får deres ordrer fra først Obersten og senere fra Morfar, da Obersten har måttet tage flugten til Sverige. Da de tre kvinder, hvis lille gruppe kaldes ”snebær”, får besked på at holde lav profil et stykke tid, bliver frustrationen til at tage og føle på. Man forstår, at har man én gang bekendt sig til at bekæmpe overmagten, er det ikke nemt blot at læne sig tilbage og lade tiden gå. Så Moskva, Spot og Pim udfører også aktioner på egen hånd – fordi de ikke kan lade være!
Det er både tragisk og rørende læsning. Mest fordi det er så fint beskrevet, hvordan Moskva jo også bare er Maggie, som endnu har sin seksuelle debut til gode, hvilket hun har en ubændig trang til at lave om på. Det lykkes også, men det får, ligesom nærmest alle andre af hendes handlinger, konsekvenser, hun ikke havde forudset.
Og over det hele hviler en skygge af mistro og evig angst sammen med det eneste sikre: Du kan kun stole på dig selv. Mette Sø skriver en stemning frem, som lugter af efterår og krudtrøg, men som også understøtter parolen ”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø, om så det gælder.”
- Log ind for at skrive kommentarer
Året er 1944. Tre handlekraftige kvinder udfører sabotage i København, men dobbeltliv er ikke meget liv, og den evige mistro fortærer resten. Charlie’s Angels go home!
København, efteråret 1944. To ord og et årstal – og allerede ved man meget mere, end man tror. Danmark er besat af tyskerne, og på daværende tidspunkt ved ingen, hvad det hele vil ende med, og hvor længe det vil vare, inden det i så fald ender. Det ved læseren anno 2013 naturligvis godt, men for bogens heltinde, der bærer dæknavnet Moskva, og hendes medsammensvorne, er det en del af livet – at vide ingenting om fremtiden.
Anden Verdenskrig leverer stadig stof til såvel skøn- som faglitteratur, og jeg ynder at have den mening om mig selv, at det ikke er et felt, der interesserer mig ret meget, og derfor opsøger jeg sjældent litteratur, der behandler emnet. Men – når det så alligevel sker, at jeg får læst noget, der skal forestille at foregå i disse for vort land så mørke år, må jeg tilstå, at det som regel har en ret stor virkning på mig. I hvert fald har Mette Søs roman ’Snebær’ givet mig både stof til eftertanke, og også en form for forståelse og sågar menneskelig indsigt i en tid, som (desværre) er helt reel og dermed også en del af min egen kultur og den verden, jeg nok så flot fører mig frem i nu.
Den unge kvinde Moskva bedriver sabotage i vores af tyskerne besatte hovedstad. Det gør hun sammen med to andre unge kvinder, Spot og Pim, som hun ikke ved særligt meget om, ligesom de heller ikke ved ret meget om hende – eller om hinanden, måske? Deres fælles mål er naturligvis at komme så meget på tværs af tyskerne som muligt, hvilket i sagens natur er en dødsensfarlig beskæftigelse. De får deres ordrer fra først Obersten og senere fra Morfar, da Obersten har måttet tage flugten til Sverige. Da de tre kvinder, hvis lille gruppe kaldes ”snebær”, får besked på at holde lav profil et stykke tid, bliver frustrationen til at tage og føle på. Man forstår, at har man én gang bekendt sig til at bekæmpe overmagten, er det ikke nemt blot at læne sig tilbage og lade tiden gå. Så Moskva, Spot og Pim udfører også aktioner på egen hånd – fordi de ikke kan lade være!
Det er både tragisk og rørende læsning. Mest fordi det er så fint beskrevet, hvordan Moskva jo også bare er Maggie, som endnu har sin seksuelle debut til gode, hvilket hun har en ubændig trang til at lave om på. Det lykkes også, men det får, ligesom nærmest alle andre af hendes handlinger, konsekvenser, hun ikke havde forudset.
Og over det hele hviler en skygge af mistro og evig angst sammen med det eneste sikre: Du kan kun stole på dig selv. Mette Sø skriver en stemning frem, som lugter af efterår og krudtrøg, men som også understøtter parolen ”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø, om så det gælder.”
Kommentarer