Anmeldelse
Skal vi krepere her som dyr? af Jan O. Kongstad
- Log ind for at skrive kommentarer
Med denne dramatiske, grundige og velskrevne beretning får kaptajn Kochs næsten glemte ekspedition omsider sin velfortjente plads i polarforskningens historie.
Forfatteren er historiker og har lavet et imponerende forarbejde. Med stor dygtighed har han uddraget essensen af de mange spredte arkivalier i sin på én gang saglige, velskrevne og åndeløst spændende beretning om alle faser i Kochs oversete, men epokegørende, forskningsrejse tværs over Grønlands indlandsis fra 1912-13. De mange dagbogsuddrag giver læserne et godt førstehåndsindtryk af de fire deltagere, og deres egne unikke fotos og kortskitser fra ekspeditionen understøtter fint teksten.
Både forskningsmæssige og menneskelige aspekter berøres. Det fremgår, at ekspeditionen som den første over et længere tidsrum studerede arktiske gletchere og foretog iskerneboringer. Vigtige studier foretaget med døden som fast følgesvend. Deltagerne overlever med nød og næppe alvorlige ulykker, og til sidst, da maden er sluppet op, og de har kogt suppe på deres hund, reddes de lige på falderebet. Man får et indblik i de menneskelige egenskaber, der kræves. Mod, hårdførhed, opfindsomhed og en evne til lynhurtigt at omstille sig samt ikke mindst en stor portion held.
Som læser føler man næsten, man er med på første række. Man undres over den vamle kødchokolade, som deltagerne gerne spiser, og man bider negle af spænding, når det er lige ved at gå galt, som da de på klods hold oplever en gletcher, der kælver. Deltagerne er oppe mod enorme, uforudsigelige naturkræfter, og man kan ikke lade være med at spekulere over, hvad der egentlig driver dem. Måske en blanding af eventyrlyst og forskertrang? De har sikkert haft nok at gøre med alle de praktiske gøremål, men af Kochs dagbogsnotater fremgår det, at han også har reflekteret over deres bevæggrunde.
De fire deltagere er vidt forskellige mennesker med forskellige kompetencer, men man får indtryk af, at de supplerer hinanden godt og kommer bemærkelsesværdigt godt ud af det med hinanden. Koch er kartograf, tyskeren Wegener er er geofysiker og geolog og betragtes som den moderne geologis fader. Begge garvede polarforskere, der blandt andet var med på Danmark-ekspeditionen. Den islandske hestefører og altmuligmand Vigfus Sigurdsson og matrosen Lars Larsen er med deres specielle praktiske kunnen uundværlige. Alle fire deltager på lige fod i det daglige praktiske arbejde.
Bogen giver et godt indtryk af ekspeditionens betydning. Det er første gang, en ekspedition overvintrer ved randen af indlandsisen, og deltagernes forskningsresultater fra indlandsisen er epokegørende. Ekspeditionen vanskeliggøres af den 18 tons(!) tunge udrustning, de er nødt til at medbringe, og derfor må de nytænke transporten og bruge de stærke islandske heste som trækdyr i stedet for de sædvanlige hunde. I det hele taget er nytænkning en forudsætning for, at den risikable ekspedition kan lykkes.
Bogen føjer sig smukt ind i rækken af bøger om polarekspeditioner, og forfatteren har et særligt talent for at forene det oplysende med det elementært spændende.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Med denne dramatiske, grundige og velskrevne beretning får kaptajn Kochs næsten glemte ekspedition omsider sin velfortjente plads i polarforskningens historie.
Forfatteren er historiker og har lavet et imponerende forarbejde. Med stor dygtighed har han uddraget essensen af de mange spredte arkivalier i sin på én gang saglige, velskrevne og åndeløst spændende beretning om alle faser i Kochs oversete, men epokegørende, forskningsrejse tværs over Grønlands indlandsis fra 1912-13. De mange dagbogsuddrag giver læserne et godt førstehåndsindtryk af de fire deltagere, og deres egne unikke fotos og kortskitser fra ekspeditionen understøtter fint teksten.
Både forskningsmæssige og menneskelige aspekter berøres. Det fremgår, at ekspeditionen som den første over et længere tidsrum studerede arktiske gletchere og foretog iskerneboringer. Vigtige studier foretaget med døden som fast følgesvend. Deltagerne overlever med nød og næppe alvorlige ulykker, og til sidst, da maden er sluppet op, og de har kogt suppe på deres hund, reddes de lige på falderebet. Man får et indblik i de menneskelige egenskaber, der kræves. Mod, hårdførhed, opfindsomhed og en evne til lynhurtigt at omstille sig samt ikke mindst en stor portion held.
Som læser føler man næsten, man er med på første række. Man undres over den vamle kødchokolade, som deltagerne gerne spiser, og man bider negle af spænding, når det er lige ved at gå galt, som da de på klods hold oplever en gletcher, der kælver. Deltagerne er oppe mod enorme, uforudsigelige naturkræfter, og man kan ikke lade være med at spekulere over, hvad der egentlig driver dem. Måske en blanding af eventyrlyst og forskertrang? De har sikkert haft nok at gøre med alle de praktiske gøremål, men af Kochs dagbogsnotater fremgår det, at han også har reflekteret over deres bevæggrunde.
De fire deltagere er vidt forskellige mennesker med forskellige kompetencer, men man får indtryk af, at de supplerer hinanden godt og kommer bemærkelsesværdigt godt ud af det med hinanden. Koch er kartograf, tyskeren Wegener er er geofysiker og geolog og betragtes som den moderne geologis fader. Begge garvede polarforskere, der blandt andet var med på Danmark-ekspeditionen. Den islandske hestefører og altmuligmand Vigfus Sigurdsson og matrosen Lars Larsen er med deres specielle praktiske kunnen uundværlige. Alle fire deltager på lige fod i det daglige praktiske arbejde.
Bogen giver et godt indtryk af ekspeditionens betydning. Det er første gang, en ekspedition overvintrer ved randen af indlandsisen, og deltagernes forskningsresultater fra indlandsisen er epokegørende. Ekspeditionen vanskeliggøres af den 18 tons(!) tunge udrustning, de er nødt til at medbringe, og derfor må de nytænke transporten og bruge de stærke islandske heste som trækdyr i stedet for de sædvanlige hunde. I det hele taget er nytænkning en forudsætning for, at den risikable ekspedition kan lykkes.
Bogen føjer sig smukt ind i rækken af bøger om polarekspeditioner, og forfatteren har et særligt talent for at forene det oplysende med det elementært spændende.
Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.
Kommentarer