Anmeldelse
Sjælevandrer 2 Ourea af Charlotte Fisher
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Fantasy-fortsættelsen handler om overlevelse, men mest af alt om kærlighed, og savner lidt action.
Kærlighed på flere planer fylder uventet meget i Ourea, og der er ikke sket meget omkring Roneoak, byen ved kysten, som blev udslettet af elektriske storme og flodbølger. En løsning til at gøre kysten beboelig har lange udsigter. Dahlia og Cawi er blevet voksne og har fået ikke mindre end fem børn. Deres ældste søn Colin vil gerne gå i Cawis fodspor og melder sig som kandidat til det hold, der skal udføre ekspeditionen Uorea Otte – en ekstrem farlig tur op i bjergene med sne, kulde og elektriske storme. Dahlia er meget imod det, men kan intet gøre for at få ham fra tanken. Det lykkes ham at komme med, men ikke alt går som det skal, og det får voldsomme konsekvenser for familien.
Ekspeditionen og forberedelserne til den spiller en væsentlig rolle i fortællingen, og det er da også både spændende og godt beskrevet. Dog synes jeg, det fylder for meget i bogen. Der er ikke rigtig fremdrift i forsøget på at finde en løsning, så kystområderne igen kan blive beboelige. Handlingen er ligesom gået i stå og fokuserer næsten udelukkende på Colin og hans familie og deres indbyrdes forhold. Det er lidt synd, og jeg havde forventet en fortælling om et fortabt land, der med blod, sved og tårer og måske endda menneskeliv blev generobret og genopbygget.
Til gengæld er det en god kærlighedshistorie om Dahlia og Cawis evige og altopslugende kærlighed, der trods både adskillelse, uvenskab og uenigheder overvinder alt og om kærligheden til deres børn, der både binder dem sammen, men også truer med at skille dem ad. Man kan ikke undgå at blive påvirket af familiens skæbne, og jeg sad tilbage med en altoverskyggende tristhedsfølelse, da jeg havde afsluttet bogen.
Cawi er sjælevandrer og kan gå ind i dødsriget og hente døde ud i livet igen, og den evne har givet ham mange diagnoser og meget medicin, da der af gode grunde ikke rigtig er nogen, der tror på ham. Desværre hører vi mest om det i hans drømme, hvor han tænker tilbage på både tidligere og nuværende liv, og jeg bliver da også i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er drømme og/eller sygdom. Det går jeg dog ud fra er meningen, og at der kommer mere klarhed omkring det i næste bind af serien
Jeg vil bestemt læse videre i serien, men jeg håber der kommer lidt mere action i næste bind, så kærligheden bliver sekundær, og forsøget på at finde løsninger for Roneoak og de elektriske storme og Cawis evner som sjælevandrer kommer mere i fokus igen.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Fantasy-fortsættelsen handler om overlevelse, men mest af alt om kærlighed, og savner lidt action.
Kærlighed på flere planer fylder uventet meget i Ourea, og der er ikke sket meget omkring Roneoak, byen ved kysten, som blev udslettet af elektriske storme og flodbølger. En løsning til at gøre kysten beboelig har lange udsigter. Dahlia og Cawi er blevet voksne og har fået ikke mindre end fem børn. Deres ældste søn Colin vil gerne gå i Cawis fodspor og melder sig som kandidat til det hold, der skal udføre ekspeditionen Uorea Otte – en ekstrem farlig tur op i bjergene med sne, kulde og elektriske storme. Dahlia er meget imod det, men kan intet gøre for at få ham fra tanken. Det lykkes ham at komme med, men ikke alt går som det skal, og det får voldsomme konsekvenser for familien.
Ekspeditionen og forberedelserne til den spiller en væsentlig rolle i fortællingen, og det er da også både spændende og godt beskrevet. Dog synes jeg, det fylder for meget i bogen. Der er ikke rigtig fremdrift i forsøget på at finde en løsning, så kystområderne igen kan blive beboelige. Handlingen er ligesom gået i stå og fokuserer næsten udelukkende på Colin og hans familie og deres indbyrdes forhold. Det er lidt synd, og jeg havde forventet en fortælling om et fortabt land, der med blod, sved og tårer og måske endda menneskeliv blev generobret og genopbygget.
Til gengæld er det en god kærlighedshistorie om Dahlia og Cawis evige og altopslugende kærlighed, der trods både adskillelse, uvenskab og uenigheder overvinder alt og om kærligheden til deres børn, der både binder dem sammen, men også truer med at skille dem ad. Man kan ikke undgå at blive påvirket af familiens skæbne, og jeg sad tilbage med en altoverskyggende tristhedsfølelse, da jeg havde afsluttet bogen.
Cawi er sjælevandrer og kan gå ind i dødsriget og hente døde ud i livet igen, og den evne har givet ham mange diagnoser og meget medicin, da der af gode grunde ikke rigtig er nogen, der tror på ham. Desværre hører vi mest om det i hans drømme, hvor han tænker tilbage på både tidligere og nuværende liv, og jeg bliver da også i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er drømme og/eller sygdom. Det går jeg dog ud fra er meningen, og at der kommer mere klarhed omkring det i næste bind af serien
Jeg vil bestemt læse videre i serien, men jeg håber der kommer lidt mere action i næste bind, så kærligheden bliver sekundær, og forsøget på at finde løsninger for Roneoak og de elektriske storme og Cawis evner som sjælevandrer kommer mere i fokus igen.
Kommentarer