Sigbrits bålfærd af Bergljot Hobæk Haff

Korrekte historiske fakta eller ej: Her er en utroligt spændende roman om kong Christian II, hans frille Dyveke og hendes mor Sigbrit Willums ... med en ny vinkel.

Handlingen udspilles gennem Sigbrits tanker fra en fængselscelle. Hun fortæller os historien om, hvordan det gik til, at den jagtede og forhadte torvekone/heks, Sigbrit Willums, opnåede positionen som kongens nærmeste rådgiver og fortrolige. Hun opnår bekendtskabet med kongen på grund af hans og Dyvekes kærlighed. Men sin position opnår og beholder hun qua sine egne evner for rådgivning. Selv efter Dyvekes død bibeholder hun positionen, og da kongen afsættes, hjælper han hende med at flygte fra Danmark.

Som historien skrider frem, handler den mere og mere om Sigbrit, og de handlinger hun gennem tiden har udført, og som hun måske ikke altid er lige stolt af. Som læser fornemmer man, når vi får fortalt noget, hun er stolt af eller helst vil holde skjult. Det hun vil holde skjult forties, indtil hun endelig går til bekendelse til slut i bogen.

Selv om Sigbrit er en klog kone på livet, fornemmer man, at hun ikke er veluddannet, gennem den måde historien fortælles på og det ordvalg der lægges i hendes mund. Sproget bruges godt til at beskrive hvilken tid handlingen udspilles i og hvem personerne er. Det er flydende, gammeldags og det sætter derfor krav til læserens opmærksomhed. Sproget er med til at sætte stemningen og føre os tilbage til Danmark i 1500-tallet.

Både sprog og handling spiller utroligt godt sammen. Det er en roman, hvor du kan føle Sigbrit Willums og lære hende at kende. Om alle årstal er korrekte skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke. Det eneste lille minus ved romanen er, at alle disse årstal kan virke en smule forvirrende, da der ofte springes i tid. Men holder man sin opmærksomhed på handlingen, er man hjulpet meget med at holde styr på de forskellige årstal.

Oversat af Annelise Ebbe. Batzer & Co., 2006. 264 sider