Siegfried Lenz: På scenen

Siegfried Lenz har på sine gamle dage skrevet en herlig levende roman – en lille letlæst farce om en litteraturprofessor, der er kommet i spjældet, fordi han tilfældigvis havde sex med de kvindelige studerende, som han lod bestå eksamen.

Bag tremmerne møder han en anden lille fisk, en plattenslager, der gjorde karriere som selvstændig erhvervsdrivende ved (udklædt som politimand) at opkræve fartbøder ved Hamborgs indfaldsveje. Betalte fartsynderne på stedet, fik de rabat. Den gik, lige indtil han stoppede en politivogn.

I fængslet i Issenbüttel taler professoren og plattenslageren samme sprog.

En dag ruller et omrejsende teater ind bag fængslets mure for at spille for de indsatte. Professoren og plattenslageren har ikke langt fra tanke til handling. Sammen med flere andre kumpaner stjæler de teatrets bus, kører ud på landet i Slesvig-Holsten og gør som om, de er... omrejsende skuespillere.

I provinsbyen Grünau giver man de indsatte den modtagelse, som rigtige kunstnere bør have, når de er med til at sætte kulturen på landkortet. Der følger store avisinterviews. Borgmesteren udmærker de dygtige skuespillere. Og der smedes planer for en udvikling af kulturen i Grünau til gavn for turisme og erhvervsudvikling. Som flere kaptajner fra Köpenick giver de kriminelle nyt liv til den lille søvnige provinsby.

Men »retfærdigheden har sin pris«, som der skrevet står.

De bortløbne fangers færd er en blanding af John Steinbecks »Dagdriverbanden« og Samuel Becketts »Mens vi venter på Godot« - sidstnævnte opfører teatertruppen i romanen i øvrigt som gæstespil.

Det er alt sammen letfordøjeligt, og der er heller ikke lagt særlig mange kræfter i teksten fra Lenz’ side. Men bogen indeholder på få sider små drys fra Lenz’ lange forfatterskab. Autoriteter og uniformer latterliggøres på en kærlig måde. Der er fornøjelige historier fra en tysk hjemstavn. Og der smedes planer for museumsbyggeri (med alt hvad det indebærer) som i romanen »Forhistorien« (på tysk: »Heimatmuseum«). »På scenen« er måske nok en farce, men også med stænk af alvor. Men da det ser allermest trist ud, får den alligevel en trøstende slutning.

Forbryderne – alle sammen blot små fisk – er rare og sympatiske. Hovedpersonen, litteraturprofessoren, er dannet og har det symbolske navn Clemens, der på latin betyder »mild«.

Romanen er fyldt med menneskelighed og hjertevarme og er aldeles vedkommende læsning. Jeg nød hver en side.

Siegfried Lenz: På scenen, 126 sider (Hovedland).