Anmeldelse
Siegfried Lenz: Forhistorien
I slutningen af Anden Verdenskrig og i årene efter blev hen ved 18 millioner tyskere fordrevet fra de tyske østprovinser og fra mindretalsområderne i Østeuropa.
Dette faktum har helt frem til i dag ligget som en tung dyne over den offentlige debat i Tyskland – landet, der ellers i modsætning til så mange andre lande virkelig har gjort op med sin fortid og næsten vendt hver en sten, der kunne vendes (»Vergangenheitsbewältigung«).
Millioner af mennesker mistede deres rødder, deres fortid og deres identitet og havde en længsel efter den tabte hjemstavn som mange af nutidens flygtninge savner deres hjemlande. Denne længsel og sorg over tab havnede dog ofte i en uheldig sammenblanding med revanchisme. På den ene side foregik denne sammenblanding de facto i de hjemstavnsfordrevnes organisationer, der havde tætte forbindelser med den tyske højrefløj. På den anden side har den tyske venstrefløj også været med til næsten at sætte lighedstegn mellem revanchisme og østflygtningenes på sin vis ganske naturlige hjemstavnsdyrkelse
Dette tema rammer Siegfried Lenz så præcist i sin roman med originaltitlen »Heimatmuseum«, der er en langt bedre titel end den danske titel »Forhistorien«. I romanen beretter hovedpersonen og jeg-fortælleren Zygmunt Rogalla far sin sygeseng, hvordan han følte sig tvunget til at sætte ild til sit livsværk, et hjemstavnsmuseum for Masuren – engang en del af den tyske provins Østpreussen, nu en del af Polen.
Romanen er stærkt autobiografisk. Siegfried Lenz stammede selv fra Østpreussen. Ligesom hans tidligere meget humoristiske bog »So zärtlich war Suleyken« er bogen en kærlighedserklæring til et flerkulturelt område, en fjerntliggende provins langt væk fra moderniteten, og en provins, der endte med at blive fanget af verdenspolitiske begivenheder mellem to fronter.
Hovedpersonen får reddet store dele af hjemstavnsmuseet under flugten og får det under nyt tag i sin nye hjemstavn i Sydslesvig. Men da udefrakommende politiske kræfter arbejder for at få sat museet ind i en kontekst, hovedpersonen ikke kan stå inde for, ender han med at sætte ild til det.
Dette er min yndlingsroman af Lenz, stille og sagte, som Lenz kan skrive. Han minder os om, at der var gode grunde til fordrivelsen og skildrer samtidig flygtningenes identifikationsproblemer i den ny hjemstavn i Slesvig-Holsten meget stærkt.
Siegfried Lenz: Forhistorien, 472 sider (Gyldendal).
I slutningen af Anden Verdenskrig og i årene efter blev hen ved 18 millioner tyskere fordrevet fra de tyske østprovinser og fra mindretalsområderne i Østeuropa.
Dette faktum har helt frem til i dag ligget som en tung dyne over den offentlige debat i Tyskland – landet, der ellers i modsætning til så mange andre lande virkelig har gjort op med sin fortid og næsten vendt hver en sten, der kunne vendes (»Vergangenheitsbewältigung«).
Millioner af mennesker mistede deres rødder, deres fortid og deres identitet og havde en længsel efter den tabte hjemstavn som mange af nutidens flygtninge savner deres hjemlande. Denne længsel og sorg over tab havnede dog ofte i en uheldig sammenblanding med revanchisme. På den ene side foregik denne sammenblanding de facto i de hjemstavnsfordrevnes organisationer, der havde tætte forbindelser med den tyske højrefløj. På den anden side har den tyske venstrefløj også været med til næsten at sætte lighedstegn mellem revanchisme og østflygtningenes på sin vis ganske naturlige hjemstavnsdyrkelse
Dette tema rammer Siegfried Lenz så præcist i sin roman med originaltitlen »Heimatmuseum«, der er en langt bedre titel end den danske titel »Forhistorien«. I romanen beretter hovedpersonen og jeg-fortælleren Zygmunt Rogalla far sin sygeseng, hvordan han følte sig tvunget til at sætte ild til sit livsværk, et hjemstavnsmuseum for Masuren – engang en del af den tyske provins Østpreussen, nu en del af Polen.
Romanen er stærkt autobiografisk. Siegfried Lenz stammede selv fra Østpreussen. Ligesom hans tidligere meget humoristiske bog »So zärtlich war Suleyken« er bogen en kærlighedserklæring til et flerkulturelt område, en fjerntliggende provins langt væk fra moderniteten, og en provins, der endte med at blive fanget af verdenspolitiske begivenheder mellem to fronter.
Hovedpersonen får reddet store dele af hjemstavnsmuseet under flugten og får det under nyt tag i sin nye hjemstavn i Sydslesvig. Men da udefrakommende politiske kræfter arbejder for at få sat museet ind i en kontekst, hovedpersonen ikke kan stå inde for, ender han med at sætte ild til det.
Dette er min yndlingsroman af Lenz, stille og sagte, som Lenz kan skrive. Han minder os om, at der var gode grunde til fordrivelsen og skildrer samtidig flygtningenes identifikationsproblemer i den ny hjemstavn i Slesvig-Holsten meget stærkt.
Siegfried Lenz: Forhistorien, 472 sider (Gyldendal).
Kommentarer