Anmeldelse
Tysktime af Siegfied Lenz
- Log ind for at skrive kommentarer
I revolutionsåret 1968 fik Siegfried Lenz et internationalt gennembrud med romanen 'Tysktime'.
Den 21-årige Siggi, som sidder i et ungdomsfængsel ved Elben, skal skrive en stil om »pligtens glæder«. I stedet leverer han - via historien om konflikten mellem den »entartete« kunstmaler, Nansen (et billede på ekspressionisten Emil Nolde) og den overdrevent pligtopfyldende politibetjent - en fremragende fremstilling af, hvordan nazismen kunne fungere i praksis.
'Tysktime' var den rigtige bog på det rigtige tidspunkt. Samtidens studenteroprør, der i Tyskland ikke mindst rebellerede mod deres fædres tavshed om »de brune år« 1933-1945, mente i Lenzs hovedværk at finde svar på mange af deres spørgsmål. Siegfried Lenz er indbegrebet af den forsoning, tyskerne indledte efter Anden Verdenskrig. Forsoningen med de forulempede naboer, og forsoningen med Tysklands skæbne som et slagent, skyldigt og impotent land.
Maleren Nansen får i romanen maleforbud, ligesom Nolde fik af nazisterne i Berlin. Den, der skal overbringe og overvåge forbuddet, er den lokale landbetjent i Nordfrisland. Han er malerens gamle legekammerat fra landsbyen, de er vokset op i. Maleren har oven i købet reddet hans liv, da han som dreng faldt i åen. Alligevel går den pligtopfyldende landbetjenten omhyggeligt til værks og bliver nazisternes håndlanger. Mens maleren Nansen bliver et symbol på frihed og kreativitet, bliver landbetjenten symbolet på den grænseløse og golde lydighed. Som læser bliver man bade oprørt over betjentens grænseløse lydighed og det anslag mod ytringsfriheden, som maleforbuddet er.
Men betjenten forsøger dog at afbøde Berlins værste ordrer mod barndomskammeraten. "Regeringen skal bare undersøge dine billeder", beroliger han maleren med. "Måske bliver billederne sendt tilbage en dag".
Og Lenz mestrer at bruge varme og ironi. Han leverer flotte og intense beskrivelser af vadehavsegnen syd for den dansk-tyske grænse. Man skal have god tid og ro til at læse Siegfried Lenz. Han er ikke den, der afleverer sine budskaber i overskriftsform.
- Log ind for at skrive kommentarer
I revolutionsåret 1968 fik Siegfried Lenz et internationalt gennembrud med romanen 'Tysktime'.
Den 21-årige Siggi, som sidder i et ungdomsfængsel ved Elben, skal skrive en stil om »pligtens glæder«. I stedet leverer han - via historien om konflikten mellem den »entartete« kunstmaler, Nansen (et billede på ekspressionisten Emil Nolde) og den overdrevent pligtopfyldende politibetjent - en fremragende fremstilling af, hvordan nazismen kunne fungere i praksis.
'Tysktime' var den rigtige bog på det rigtige tidspunkt. Samtidens studenteroprør, der i Tyskland ikke mindst rebellerede mod deres fædres tavshed om »de brune år« 1933-1945, mente i Lenzs hovedværk at finde svar på mange af deres spørgsmål. Siegfried Lenz er indbegrebet af den forsoning, tyskerne indledte efter Anden Verdenskrig. Forsoningen med de forulempede naboer, og forsoningen med Tysklands skæbne som et slagent, skyldigt og impotent land.
Maleren Nansen får i romanen maleforbud, ligesom Nolde fik af nazisterne i Berlin. Den, der skal overbringe og overvåge forbuddet, er den lokale landbetjent i Nordfrisland. Han er malerens gamle legekammerat fra landsbyen, de er vokset op i. Maleren har oven i købet reddet hans liv, da han som dreng faldt i åen. Alligevel går den pligtopfyldende landbetjenten omhyggeligt til værks og bliver nazisternes håndlanger. Mens maleren Nansen bliver et symbol på frihed og kreativitet, bliver landbetjenten symbolet på den grænseløse og golde lydighed. Som læser bliver man bade oprørt over betjentens grænseløse lydighed og det anslag mod ytringsfriheden, som maleforbuddet er.
Men betjenten forsøger dog at afbøde Berlins værste ordrer mod barndomskammeraten. "Regeringen skal bare undersøge dine billeder", beroliger han maleren med. "Måske bliver billederne sendt tilbage en dag".
Og Lenz mestrer at bruge varme og ironi. Han leverer flotte og intense beskrivelser af vadehavsegnen syd for den dansk-tyske grænse. Man skal have god tid og ro til at læse Siegfried Lenz. Han er ikke den, der afleverer sine budskaber i overskriftsform.
Kommentarer