Anmeldelse
Sandhedskommissæren af David Park
- Log ind for at skrive kommentarer
Kan et land komme videre efter en konfliktfyldt tid, hele sårene og finde frem til sandheden? Med Nordirland som baggrund fortælles en fascinerende historie.
Sydafrika fik en ’Sandheds- og Forsoningskommission’, da apartheidstyret faldt. Den skulle være et sted, hvor folket kunne fortælle mørkets historie. Og nyttede det så at bringe den mørke sandhed frem i lyset? I denne roman har forfatteren skabt en tilsvarende sandhedskommission for Nordirland. Fire figurer skildres omkring en central historie, historien om en "forsvunden" ung fyr, hvor alle - inklusiv familien - udmærket ved, at han blev skudt, da IRA fandt ud af, at han var stikker for englænderne.
Nu skal hans skæbne undersøges for at fremme den såkaldt kollektive heling. Der er i gruppen en forhenværende politimand fra RUC (Royal Ulster Constabulary). Han skal afhøres af Sandhedskommissionen og opsøges af en af de nye unge, som presser ham til ikke at nævne en af de andre hovedfigurer, den nye minister for Børn og Kultur, som altså også er ex-IRA: "De tog vores skilte, de tog navnet, alt hvad der var af respekt, og nu vil de tage sandheden og vride den til den form, der passer dem bedst?", er den forhenværende politimands reaktion. Men hvad er egentlig sandheden, og kan den overhovedet bruges til at samle et samfund igen?
Ex-politimanden har et projekt, hvor han samler bidrag til et rumænsk børnehjem og selv kører ned med det. Under et besøg oplever han at komme til at tvivle på børnehjemmets personales baggrund, og alene tvivlen kommer til at slå skår i sandheden.
Park bruger her og der ofte i naturbeskrivelserne et ornamenteret sprog, men det er konsekvent og halter ikke, og i øvrigt er fordanskningen måske at takke for det. Eksempelvis: ”Efterhånden begynder solen at ramme vandet, rive den sovende overflade til flagrende bånd.” Beskrivelserne prenter sig tydeligt i ens indre billedfremviser, og den melankolske tone husker man ligeledes. Men den er ikke mere trist, end at man som læser har lyst til at tage bogen op igen.
Det er en god historie, hvor man møder interessante personer og får lyst til at lære dem nærmere at kende.
- Log ind for at skrive kommentarer
Kan et land komme videre efter en konfliktfyldt tid, hele sårene og finde frem til sandheden? Med Nordirland som baggrund fortælles en fascinerende historie.
Sydafrika fik en ’Sandheds- og Forsoningskommission’, da apartheidstyret faldt. Den skulle være et sted, hvor folket kunne fortælle mørkets historie. Og nyttede det så at bringe den mørke sandhed frem i lyset? I denne roman har forfatteren skabt en tilsvarende sandhedskommission for Nordirland. Fire figurer skildres omkring en central historie, historien om en "forsvunden" ung fyr, hvor alle - inklusiv familien - udmærket ved, at han blev skudt, da IRA fandt ud af, at han var stikker for englænderne.
Nu skal hans skæbne undersøges for at fremme den såkaldt kollektive heling. Der er i gruppen en forhenværende politimand fra RUC (Royal Ulster Constabulary). Han skal afhøres af Sandhedskommissionen og opsøges af en af de nye unge, som presser ham til ikke at nævne en af de andre hovedfigurer, den nye minister for Børn og Kultur, som altså også er ex-IRA: "De tog vores skilte, de tog navnet, alt hvad der var af respekt, og nu vil de tage sandheden og vride den til den form, der passer dem bedst?", er den forhenværende politimands reaktion. Men hvad er egentlig sandheden, og kan den overhovedet bruges til at samle et samfund igen?
Ex-politimanden har et projekt, hvor han samler bidrag til et rumænsk børnehjem og selv kører ned med det. Under et besøg oplever han at komme til at tvivle på børnehjemmets personales baggrund, og alene tvivlen kommer til at slå skår i sandheden.
Park bruger her og der ofte i naturbeskrivelserne et ornamenteret sprog, men det er konsekvent og halter ikke, og i øvrigt er fordanskningen måske at takke for det. Eksempelvis: ”Efterhånden begynder solen at ramme vandet, rive den sovende overflade til flagrende bånd.” Beskrivelserne prenter sig tydeligt i ens indre billedfremviser, og den melankolske tone husker man ligeledes. Men den er ikke mere trist, end at man som læser har lyst til at tage bogen op igen.
Det er en god historie, hvor man møder interessante personer og får lyst til at lære dem nærmere at kende.
Kommentarer