Anmeldelse
Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen
- Log ind for at skrive kommentarer
En historisk roman om magt, kvindekamp og kærlighed. Anne Sophie Lunding-Sørensen maler endnu engang nogle vidunderlige portrætter af kvinder, der stikker en smule ud.
I 1929 ankommer psykiater Hannah Neumann fra Wien til Sølund nervesanatorium. Stedet er blevet ramt af en selvmordsepidemi. Fire unge kvinder er gået i søen og er druknede. Ledelsen er i vildrede, og sygeplejerskerne berørte, da alle fire kvinder umiddelbart før deres død synes at have fået det bedre. Derfor tilkaldes Hannah Neumann.
Neumann har i Wien arbejdet sammen med Freud og praktiseret den moderne psykoanalyse. Trods kollegaerne store skepsis overfor denne moderne metode, går den høje, mørke og autoritære kvinde i gang med sine behandlinger af de syge kvinder, der er indlagt på Sølund. Den unge sygeplejerske Dagmar hjælper Hannah, og den moderne behandling synes at have en positiv effekt på de indlagte kvinder. Hannah og Dagmar arbejder intenst sammen, og inden længe forelsker de to kvinder sig i hinanden.
Da endnu en ung kvinde drukner i søen, begynder tingene at smuldre. Måske er den moderne psykoanalytiske tillgang ikke så effektfuld, eller måske har Hannah ladet sig distrahere af den unge smukke Dagmar – eller måske hersker der virkelig en ondskab på Sølund, sådan som stemmerne i en af de indlagte kvinders hoved kontinuerligt advarer om?
Selvom Anne Sophie Lunding Sørensen har skiftet setting siden trilogien om Elvira – og tilføjet et slags thriller elenemt til sin fortælling – så er det stadig skildringen af samfundets udsatte, der rammer allerbedst. De psykisk syge kvinder behandles som fortabte sjæle på Sølund, før Hannah kommer til. Ikke af ond vilje, men fordi det er sådan, man plejer at gøre. De får frataget deres personlige ejendele og går i grå uniformer, medicineres og ynkes, mere end de behandles. Og det er netop Lunding-Sørensens store styrke. At give en stemme til dem, der normalt overdøves af magthaverne og dem, der sætter dagsordnen, men som måske faktisk har noget meget vigtigt at fortælle.
Romanen er spændende, medrivende og tankevækkende og fyldt med heltinder, der handler på trods, på retfærdighedsfølelse og på kærlighed.
- Log ind for at skrive kommentarer
En historisk roman om magt, kvindekamp og kærlighed. Anne Sophie Lunding-Sørensen maler endnu engang nogle vidunderlige portrætter af kvinder, der stikker en smule ud.
I 1929 ankommer psykiater Hannah Neumann fra Wien til Sølund nervesanatorium. Stedet er blevet ramt af en selvmordsepidemi. Fire unge kvinder er gået i søen og er druknede. Ledelsen er i vildrede, og sygeplejerskerne berørte, da alle fire kvinder umiddelbart før deres død synes at have fået det bedre. Derfor tilkaldes Hannah Neumann.
Neumann har i Wien arbejdet sammen med Freud og praktiseret den moderne psykoanalyse. Trods kollegaerne store skepsis overfor denne moderne metode, går den høje, mørke og autoritære kvinde i gang med sine behandlinger af de syge kvinder, der er indlagt på Sølund. Den unge sygeplejerske Dagmar hjælper Hannah, og den moderne behandling synes at have en positiv effekt på de indlagte kvinder. Hannah og Dagmar arbejder intenst sammen, og inden længe forelsker de to kvinder sig i hinanden.
Da endnu en ung kvinde drukner i søen, begynder tingene at smuldre. Måske er den moderne psykoanalytiske tillgang ikke så effektfuld, eller måske har Hannah ladet sig distrahere af den unge smukke Dagmar – eller måske hersker der virkelig en ondskab på Sølund, sådan som stemmerne i en af de indlagte kvinders hoved kontinuerligt advarer om?
Selvom Anne Sophie Lunding Sørensen har skiftet setting siden trilogien om Elvira – og tilføjet et slags thriller elenemt til sin fortælling – så er det stadig skildringen af samfundets udsatte, der rammer allerbedst. De psykisk syge kvinder behandles som fortabte sjæle på Sølund, før Hannah kommer til. Ikke af ond vilje, men fordi det er sådan, man plejer at gøre. De får frataget deres personlige ejendele og går i grå uniformer, medicineres og ynkes, mere end de behandles. Og det er netop Lunding-Sørensens store styrke. At give en stemme til dem, der normalt overdøves af magthaverne og dem, der sætter dagsordnen, men som måske faktisk har noget meget vigtigt at fortælle.
Romanen er spændende, medrivende og tankevækkende og fyldt med heltinder, der handler på trods, på retfærdighedsfølelse og på kærlighed.
Kommentarer