Ingeborg Stuckenbergs værker fylder ikke meget, hverken fysisk eller i litteraturhistorien, men nu er de samlet, og det er meget glædeligt.
Ingeborg Stuckenbergs liv var kort, og hendes skæbne næsten ubærlig. Hun blev født i 1866 i Danmark og skød sig i 1904 på New Zealand. Hendes værker fylder desværre heller ikke særligt meget, hverken fysisk eller i litteraturhistorien. De samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand, Viggo Stuckenberg, udgav i sit navn i 1895, samt Korte Breve fra en lang Rejse, udgivet posthumt i 1986, men skrevet i 1903.
Ingeborg Stuckenberg kom efter sin konfirmation på Kleins tegneskole, men da hun som 18-årig forlovede sig med 20-årige Viggo Stuckenberg, opgav hun tegneskolen. Viggo var lærer og forfatter, og deres hjem udgjorde et midtpunkt for en række af samtidens kunstnere og digtere; Johannes Jørgensen, Sophus Clausen og Albert Gottschalk – de danske symbolister.
Såvel Badegæster som Fagre ord handler om kvinder og kvinderoller, om forelskelse, ægteskab og utroskab, og man mærker som læser tydeligt forfatterens egne problemer med at acceptere de vilkår, kvinder levede under i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Et sted i Fagre ord siger hovedpersonen til sin mand: ”Jeg er din hustru, din slavinde, din livegne med dit stempel på panden”.
Ingeborg Stuckenberg var en søgende kvinde, og jeg tror desværre aldrig, hun fandt det, hun søgte. Hun forlod sin mand et par gange og i 1903 endeligt. Da forlod hun Danmark for altid og udvandrede til New Zealand sammen med slotsgartner Hans Dines Madsen. Hun forlod ikke bare Viggo Stuckenberg, men også de to sønner, hun havde fået med Viggo i 1890 og 1891.
Det sidste værk, Korte breve fra en lang Rejse, er skrevet under den lange sejltur til New Zealand i 1903 og i månederne efter ankomsten. Brevene er en fin skildring af en emigrants tanker, men også af de byer og lande, hun besøgte undervejs. Hun er skarp og reflekterende i brevene og udmærket klar over, at hun nok aldrig kommer hjem igen.
I 1988, da jeg gik i gymnasiet, så jeg Annelise Hovmands tv-serie "To som elsker hinanden" og blev meget fascineret af Ingeborg Stuckenberg. Dengang ledte jeg efter hendes værker og fandt nærmest ingen. Nu har jeg dem samlet i forlaget Gladiators smukke sandalserie med et meget fint efterskrift af Hans Otto Jørgensen. Det er jeg meget, meget glad for.
Kommentarer