Anmeldelse
Så dø dog, morfar! af Kåre Bluitgen
- Log ind for at skrive kommentarer
Kåre Bluitgen har virkelig noget på hjerte og tør skrive om de ting, der gør rigtig ondt.
Hvad siger man til en ork, der bare ligger og pruster og savler i sin hospitalsseng? William synes ikke kun det er hårdt at besøge morfar på hospitalet, men derhjemme sammen med mor og far ødelægger morfar også det hele, selvom han ikke engang er der.
Morfar har fået en blødning i hovedet, hvilket undrer William, da han ikke kan se den. William hader at være med mor og far ude hos morfar på hospitalet. Han ligner ikke mere sig selv, men ligger nu bare i sengen og siger mærkelige lyde. William kan se, at mor græder, når han ikke vil med derud. Alligevel sørger han for at lave legeaftaler, når de skal på hospitalet, men dem ringer mor og aflyser.
Morfar kommer på en slags hjem, hvor de andre beboere smasker og savler. Nogen af dem ligner zombier og råber efter William med hæslige, hæse stemmer. William synes, at det er et hus fuld af monstre, hvor han ikke ville turde sove. En dag tager far, mor og William ud for at tømme morfars gamle hus, og da de kører derfra, er bilen fyldt med gammelt ragelse. "Ligesom morfar, tænker William".
William synes, morfar ligner en fugl, og nogle gange nyser han helt uhæmmet, så både William og Williams mor bliver fyldt med madrester. William har virkelig dårlig samvittighed over at tænke alle de grimme tanker om sin morfar, og ofte tænker han: "Hvorfor dør morfar ikke?". Da morfar dør, forfølges William i drømme af fuglelignende monstre. Men Williams mor finder de gamle fotos af morfar frem, og William husker nu, hvordan hans "rigtige" morfar var.
Kåre Bluitgen er en eminent formidler og fortæller i sine mange historier om de helt store begivenheder og de helt store følelser. Erik Petris illustrationer er enormt smukke og meget uhyggelige. Børn kan måske blive bange for de fuglelignende mennesker i bogen og det kæmpestore fugleuhyre til slut, men Erik Petri kan i den grad udtrykke de frygtelige tanker, William har, gennem de mesterlige illustrationer. Bogen er meget velegnet til at læse sammen med børn fra ca. 7 år.
- Log ind for at skrive kommentarer
Kåre Bluitgen har virkelig noget på hjerte og tør skrive om de ting, der gør rigtig ondt.
Hvad siger man til en ork, der bare ligger og pruster og savler i sin hospitalsseng? William synes ikke kun det er hårdt at besøge morfar på hospitalet, men derhjemme sammen med mor og far ødelægger morfar også det hele, selvom han ikke engang er der.
Morfar har fået en blødning i hovedet, hvilket undrer William, da han ikke kan se den. William hader at være med mor og far ude hos morfar på hospitalet. Han ligner ikke mere sig selv, men ligger nu bare i sengen og siger mærkelige lyde. William kan se, at mor græder, når han ikke vil med derud. Alligevel sørger han for at lave legeaftaler, når de skal på hospitalet, men dem ringer mor og aflyser.
Morfar kommer på en slags hjem, hvor de andre beboere smasker og savler. Nogen af dem ligner zombier og råber efter William med hæslige, hæse stemmer. William synes, at det er et hus fuld af monstre, hvor han ikke ville turde sove. En dag tager far, mor og William ud for at tømme morfars gamle hus, og da de kører derfra, er bilen fyldt med gammelt ragelse. "Ligesom morfar, tænker William".
William synes, morfar ligner en fugl, og nogle gange nyser han helt uhæmmet, så både William og Williams mor bliver fyldt med madrester. William har virkelig dårlig samvittighed over at tænke alle de grimme tanker om sin morfar, og ofte tænker han: "Hvorfor dør morfar ikke?". Da morfar dør, forfølges William i drømme af fuglelignende monstre. Men Williams mor finder de gamle fotos af morfar frem, og William husker nu, hvordan hans "rigtige" morfar var.
Kåre Bluitgen er en eminent formidler og fortæller i sine mange historier om de helt store begivenheder og de helt store følelser. Erik Petris illustrationer er enormt smukke og meget uhyggelige. Børn kan måske blive bange for de fuglelignende mennesker i bogen og det kæmpestore fugleuhyre til slut, men Erik Petri kan i den grad udtrykke de frygtelige tanker, William har, gennem de mesterlige illustrationer. Bogen er meget velegnet til at læse sammen med børn fra ca. 7 år.
Kommentarer