Anmeldelse
Rosens stemme af Serdar Ôzkan
- Log ind for at skrive kommentarer
Universel eviggyldig filosofisk fortælling om at finde sin indre stemme og dermed opdage sig selv og meningen med livet.
Diana har hidtil været en populær tilsyneladende overfladisk overklassekvinde i Rio de Janeiro, men hun har inderst inde længe været dybt ulykkelig, fordi hun har mistet sig selv og sine forfatterdrømme i konstant anglen efter andres accept. Vi møder hende i desperat sorg efter hendes elskede mors død. Men hun er også forvirret og bange, fordi hendes mor på sit dødsleje bad hende om at finde sin ukendte enæggede tvillingesøster Maria. Modvilligt begiver hun sig ud på en både ydre og indre rejse, som bringer hende til Istanbul, hvor en fascinerende kvindelig mentor indvilliger i at lære hende at tale med roser i en mystisk vidunderlig have.
Det har været den ambitiøse forfatters hensigt at skrive en filosofisk roman om at afkode livets dybere mening via selvindsigt og selvudvikling på tværs af alle kulturforskelle. Han er født i Tyrkiet men uddannet indenfor psykologi i både USA og Tyrkiet og har dermed gode forudsætninger for at bygge bro over kulturskel. Antoine de Saint-Excupérys klassiker 'Den lille Prins' indgår som en naturlig del af bogens budskab og handling. Diana skal således lære ”at tage ansvar for sin egen rose.” Forfatteren har også med dette forbillede in mente forsøgt at anlægge en eventyragtig enkel sprogtone med klare budskaber.
Jeg kan kun synes godt om, at forfatteren er inspireret af denne klassiker, og det er tilsyneladende lykkedes forfatteren at appellere til læsere over hele verden. I hvert fald er bogen foreløbig oversat til hen ved 50 sprog. En anden universel klassiker 'Jonathan Livingston Havmåge' af Richard Bach er ligeledes blevet nævnt i samme åndedrag. Måske er det her min kæde hopper af. Bogens vise budskab er uomtvisteligt smukt og sympatisk, MEN når det er sagt, kan 'Rosens stemme' i min verden knap leve op til førnævnte. Helhedsindtrykket er altså en kende for banalt og sentimentalt. Jeg spørger dog mig selv, om det er fordi jeg allerede HAR haft mine hjertestød og aha-oplevelser sammen med disse sublime fortællinger – så giv bogen en chance.
- Log ind for at skrive kommentarer
Universel eviggyldig filosofisk fortælling om at finde sin indre stemme og dermed opdage sig selv og meningen med livet.
Diana har hidtil været en populær tilsyneladende overfladisk overklassekvinde i Rio de Janeiro, men hun har inderst inde længe været dybt ulykkelig, fordi hun har mistet sig selv og sine forfatterdrømme i konstant anglen efter andres accept. Vi møder hende i desperat sorg efter hendes elskede mors død. Men hun er også forvirret og bange, fordi hendes mor på sit dødsleje bad hende om at finde sin ukendte enæggede tvillingesøster Maria. Modvilligt begiver hun sig ud på en både ydre og indre rejse, som bringer hende til Istanbul, hvor en fascinerende kvindelig mentor indvilliger i at lære hende at tale med roser i en mystisk vidunderlig have.
Det har været den ambitiøse forfatters hensigt at skrive en filosofisk roman om at afkode livets dybere mening via selvindsigt og selvudvikling på tværs af alle kulturforskelle. Han er født i Tyrkiet men uddannet indenfor psykologi i både USA og Tyrkiet og har dermed gode forudsætninger for at bygge bro over kulturskel. Antoine de Saint-Excupérys klassiker 'Den lille Prins' indgår som en naturlig del af bogens budskab og handling. Diana skal således lære ”at tage ansvar for sin egen rose.” Forfatteren har også med dette forbillede in mente forsøgt at anlægge en eventyragtig enkel sprogtone med klare budskaber.
Jeg kan kun synes godt om, at forfatteren er inspireret af denne klassiker, og det er tilsyneladende lykkedes forfatteren at appellere til læsere over hele verden. I hvert fald er bogen foreløbig oversat til hen ved 50 sprog. En anden universel klassiker 'Jonathan Livingston Havmåge' af Richard Bach er ligeledes blevet nævnt i samme åndedrag. Måske er det her min kæde hopper af. Bogens vise budskab er uomtvisteligt smukt og sympatisk, MEN når det er sagt, kan 'Rosens stemme' i min verden knap leve op til førnævnte. Helhedsindtrykket er altså en kende for banalt og sentimentalt. Jeg spørger dog mig selv, om det er fordi jeg allerede HAR haft mine hjertestød og aha-oplevelser sammen med disse sublime fortællinger – så giv bogen en chance.
Kommentarer