Anmeldelse
Robinson Crusoe af Daniel Defoe
- Log ind for at skrive kommentarer
Uanset med hvilke litterære briller man læser romanen, er den en ubestridt klassiker i kraft af sin eventyrlige og fascinerende historie, der gør den til et uopslideligt stykke populærlitteratur.
Defoe var politisk journalist og forfatter til flere bøger, men det er ’Robinson Crusoe’, der har udødeliggjort hans navn og givet inspiration til senere tiders robinsonader. Trods diverse pædagogiske og moraliserende bearbejdelser har historien overlevet og tryllebundet børn og voksne gennem tiden.
At genlæse barndommens yndlingsbøger som voksen kan være en skuffende oplevelse. Der er unægtelig passager i ’Robinson Crusoe’, der er mærket af tidens tand. Jeg husker ikke de religiøse og filosofiske perspektiver fra min barndoms læsning. Dengang som nu var det overlevelseshistorien, der betog mig.
Robinson Crusoe trodser som ung mand sin far og står til søs. Her oplever han masser af farefyldte eventyr og ender som skibbruden på en øde ø, hvor han opholder sig i 28 år, heraf de 25 mutters alene. Det, der fanger læseren, er Robinsons evne til at bygge en ny tilværelse op (næsten) fra grunden. Det psykologiske var ikke Defoes force, men man mærker hans evner som forfatter i den detaljerede beskrivelse af Robinsons opfindsomhed, når han tæmmer og udnytter den vilde natur og ene mand opbygger en ny civilisation. Her rører han sikkert ved en indre trang hos mennesket til at skrælle de ydre civilisationslag væk og starte forfra.
Defoe skrev romanen i al hast i en sen alder, fordi han endnu engang var i pengenød, og den er ikke fri for sjuskefejl, ligesom man med rette kan indvende, at et menneske næppe kan leve i isolation i 25 år uden at blive psykisk skadet. Desuden er slutningen ærlig talt kedelig, men selve kærnehistorien står lige så dugfrisk i dag som i 1719 og vil sikkert også glæde og underholde fremtidige generationer. Mogens Boisens nyoversættelse er derfor særdeles velkommen. Den baserer sig på originaludgaven, og Boisen anfører, at han flere steder har tilladt sig at forbedre stilen. For de særligt interesserede er der et glimrende forord og efterord.
- Log ind for at skrive kommentarer
Uanset med hvilke litterære briller man læser romanen, er den en ubestridt klassiker i kraft af sin eventyrlige og fascinerende historie, der gør den til et uopslideligt stykke populærlitteratur.
Defoe var politisk journalist og forfatter til flere bøger, men det er ’Robinson Crusoe’, der har udødeliggjort hans navn og givet inspiration til senere tiders robinsonader. Trods diverse pædagogiske og moraliserende bearbejdelser har historien overlevet og tryllebundet børn og voksne gennem tiden.
At genlæse barndommens yndlingsbøger som voksen kan være en skuffende oplevelse. Der er unægtelig passager i ’Robinson Crusoe’, der er mærket af tidens tand. Jeg husker ikke de religiøse og filosofiske perspektiver fra min barndoms læsning. Dengang som nu var det overlevelseshistorien, der betog mig.
Robinson Crusoe trodser som ung mand sin far og står til søs. Her oplever han masser af farefyldte eventyr og ender som skibbruden på en øde ø, hvor han opholder sig i 28 år, heraf de 25 mutters alene. Det, der fanger læseren, er Robinsons evne til at bygge en ny tilværelse op (næsten) fra grunden. Det psykologiske var ikke Defoes force, men man mærker hans evner som forfatter i den detaljerede beskrivelse af Robinsons opfindsomhed, når han tæmmer og udnytter den vilde natur og ene mand opbygger en ny civilisation. Her rører han sikkert ved en indre trang hos mennesket til at skrælle de ydre civilisationslag væk og starte forfra.
Defoe skrev romanen i al hast i en sen alder, fordi han endnu engang var i pengenød, og den er ikke fri for sjuskefejl, ligesom man med rette kan indvende, at et menneske næppe kan leve i isolation i 25 år uden at blive psykisk skadet. Desuden er slutningen ærlig talt kedelig, men selve kærnehistorien står lige så dugfrisk i dag som i 1719 og vil sikkert også glæde og underholde fremtidige generationer. Mogens Boisens nyoversættelse er derfor særdeles velkommen. Den baserer sig på originaludgaven, og Boisen anfører, at han flere steder har tilladt sig at forbedre stilen. For de særligt interesserede er der et glimrende forord og efterord.
Kommentarer