Anmeldelse
Rigtige Julehistorier af Morten Korch
- Log ind for at skrive kommentarer
I en rigtig julehistorie forventer man glæde, lys og fred - det får vi også hos Morten Korch; men først skal vi gruelig meget ondt igennem – for mennesker kommer i strid med hinanden.
Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød.
Lån bogen på
”Det var en klingende Frostnat et Par Dage før Jul. Stjernerne tindrede paa Himlen, og Maanen sendte sit hvide Lys ned over den snedækte Jord. Det gamle Teglværk med de lange, lave Længer … laa som en Trylleverden. Vinternatten derude var saa højtidsfuld og stille; men inde paa Teglværket var der Liv, Spænding og Kamp”.
I en rigtig julehistorie forventer man glæde, lys og fred. Det får vi også hos Morten Korch. Men først skal vi gruelig meget ondt igennem – for mennesker kommer i strid med hinanden, og selv gamle venner eller brødre kan blive uforsonlige fjender. Men gudskelov findes der unge, beslutsomme kvinder eller sågar småpiger, der ”mander sig op” til at få de stridende parter forsonet. Og så, ”saa var det først rigtig Jul paa Damgaarden”.
Her i Morten Korchs juleverden er vi på landet eller i den lille by. Tidsrummet er vel hele første halvdel af 1900-tallet. Vi møder købmænd, storbønder, staldmestre, sognefogeder, smede, teglværksejere, provster, prokuratorer – mænd som har opnået noget, og som respekteres af andre. Hvis de ikke er enkemænd har de stærke, men af og til noget snobbede hustruer (især konsulinderne) – og de har trofaste tjenestefolk af begge køn. De nye tider repræsenteres af børnene – af sønnernes eller døtrenes kærester – de er teknikere eller ingeniører eller sågar keramikere, måske endda uddannet uden for Danmark – og af døtrene, som er kække, kloge og kønne med klare blå øjne. Nogle af dem kan køre bil så godt som nogen mand – eller bedre – læs bare historierne ”Da Jonas gik i staa” eller ”Julestormen”. Men i Korchs verden er der også luskede staldkarle eller jaloux køkkenpiger til at sætte de gode i relief.
Hvis man læser Korchs ”Rigtige Julehistorier” i ét stræk, kan man hurtigt gennemskue hans virkemidler, som nok kan kaldes banale. Men læst én ad gangen er de faktisk hyggelige fortællinger fra en ikke så fjern dansk fortid. Og selv en forhærdet læser som jeg fik under læsningen flere gange en ”klump i halsen”, må jeg indrømme! Afprøv dig selv, og bliv bevæget allerede i den første, ultrakorte historie ”Juleklokkerne”:
”Gamle Anders nikkede og saa paa Lægen med et Smil, han havde faaet saadan en stærk Tillid og Tro. Saa satte han sig paa Stolen ved Sengen og tog Kirstens Haand. Han blev ved at beholde den i sin, de saa paa hinanden, og de syntes begge to, at Stuen var fyldt med tonerne fra den kimende Klokke i Kirkens Taarn”.
Branner og Korch, genoptrykt 1974, 157 sider
- Log ind for at skrive kommentarer
I en rigtig julehistorie forventer man glæde, lys og fred - det får vi også hos Morten Korch; men først skal vi gruelig meget ondt igennem – for mennesker kommer i strid med hinanden.
Anbefalet af bibliotekar Ianne Elo, Bibliotekerne i Søllerød.
Lån bogen på
”Det var en klingende Frostnat et Par Dage før Jul. Stjernerne tindrede paa Himlen, og Maanen sendte sit hvide Lys ned over den snedækte Jord. Det gamle Teglværk med de lange, lave Længer … laa som en Trylleverden. Vinternatten derude var saa højtidsfuld og stille; men inde paa Teglværket var der Liv, Spænding og Kamp”.
I en rigtig julehistorie forventer man glæde, lys og fred. Det får vi også hos Morten Korch. Men først skal vi gruelig meget ondt igennem – for mennesker kommer i strid med hinanden, og selv gamle venner eller brødre kan blive uforsonlige fjender. Men gudskelov findes der unge, beslutsomme kvinder eller sågar småpiger, der ”mander sig op” til at få de stridende parter forsonet. Og så, ”saa var det først rigtig Jul paa Damgaarden”.
Her i Morten Korchs juleverden er vi på landet eller i den lille by. Tidsrummet er vel hele første halvdel af 1900-tallet. Vi møder købmænd, storbønder, staldmestre, sognefogeder, smede, teglværksejere, provster, prokuratorer – mænd som har opnået noget, og som respekteres af andre. Hvis de ikke er enkemænd har de stærke, men af og til noget snobbede hustruer (især konsulinderne) – og de har trofaste tjenestefolk af begge køn. De nye tider repræsenteres af børnene – af sønnernes eller døtrenes kærester – de er teknikere eller ingeniører eller sågar keramikere, måske endda uddannet uden for Danmark – og af døtrene, som er kække, kloge og kønne med klare blå øjne. Nogle af dem kan køre bil så godt som nogen mand – eller bedre – læs bare historierne ”Da Jonas gik i staa” eller ”Julestormen”. Men i Korchs verden er der også luskede staldkarle eller jaloux køkkenpiger til at sætte de gode i relief.
Hvis man læser Korchs ”Rigtige Julehistorier” i ét stræk, kan man hurtigt gennemskue hans virkemidler, som nok kan kaldes banale. Men læst én ad gangen er de faktisk hyggelige fortællinger fra en ikke så fjern dansk fortid. Og selv en forhærdet læser som jeg fik under læsningen flere gange en ”klump i halsen”, må jeg indrømme! Afprøv dig selv, og bliv bevæget allerede i den første, ultrakorte historie ”Juleklokkerne”:
”Gamle Anders nikkede og saa paa Lægen med et Smil, han havde faaet saadan en stærk Tillid og Tro. Saa satte han sig paa Stolen ved Sengen og tog Kirstens Haand. Han blev ved at beholde den i sin, de saa paa hinanden, og de syntes begge to, at Stuen var fyldt med tonerne fra den kimende Klokke i Kirkens Taarn”.
Branner og Korch, genoptrykt 1974, 157 sider
Kommentarer