Anmeldelse
Regnebrættet: erindringer fra Ribe af Egon Clausen
- Log ind for at skrive kommentarer
Egon Clausen er i 4. bd. af sine erindringer på vej væk fra hjemmet i Hemmet og det indremissionske miljø, som han er vokset op i, og som han for alt i verden vil væk fra.
Han er 19 år og ved ikke, hvad han skal stille op med sit liv. Allerhelst vil han være journalist, men det er en uopnåelig drøm, og hvis man ikke kan blive andet, kan man da altid blive lærer, som det siges, og sådan går det til, at han i året 1959 begynder på Ribe seminarium.
Årene i Ribe bliver på mange måder skelsættende for Egon, eller skal vi kalde ham Sophus. Egon er nemlig inde i en identitetskrise så stor, at han må forkaste sit fødenavn og i stedet kun kendes som Sophus i årene i Ribe. Egon er stadig mest præget af det moralkodeks, som han har fået med sig fra hjemmet, hvorimod Sophus er langt mere munter og fri og tør kaste sig ud i den nye tid med fri sex, jazzmusik og moderne poesi.
Med sig selv som udgangspunkt giver Egon Clausen en beskrivelse af generationen, ”der fik det hele, men som tabte det meste”.
Modsat mange andre erindringsbøger har Egon Clausen et større mål end blot at fortælle om sig selv. Han dykker ubarmhjertigt ned i de smertepunkter i hans fortid, som han kan bruge til at tegne et portræt af en hel tid og en hel generation, og som måske kan gøre os lidt klogere på nutiden.
På bogens første side præsenteres vi for de første 6 linjer af Brorsons digt: ”Kom hjerte tag dig regnebræt, skriv op dit levneds dage …, men først sent i bogen får vi de to sidste linjer: ”Husk bange sjæl, at alting står i Guds register skrevet.” Det er helt bevidst, at de linjer ikke er med fra starten, for det kan give os det indtryk, at det først er ved livets slutning, at vi skal stå til regnskab for Gud, men Egon Clausen insisterer på, at det er os selv, der skal føre regnskabet, og at det livet igennem skal revideres.
Egon Clausen har gjort SIT regnebræt op, og selv om meget synes spildt undervejs, når han dog frem til en vis afklaring, da vi til slut sammen med ham genser Ribe, den by han elsker, og som var med til at forme ham på godt og ondt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Egon Clausen er i 4. bd. af sine erindringer på vej væk fra hjemmet i Hemmet og det indremissionske miljø, som han er vokset op i, og som han for alt i verden vil væk fra.
Han er 19 år og ved ikke, hvad han skal stille op med sit liv. Allerhelst vil han være journalist, men det er en uopnåelig drøm, og hvis man ikke kan blive andet, kan man da altid blive lærer, som det siges, og sådan går det til, at han i året 1959 begynder på Ribe seminarium.
Årene i Ribe bliver på mange måder skelsættende for Egon, eller skal vi kalde ham Sophus. Egon er nemlig inde i en identitetskrise så stor, at han må forkaste sit fødenavn og i stedet kun kendes som Sophus i årene i Ribe. Egon er stadig mest præget af det moralkodeks, som han har fået med sig fra hjemmet, hvorimod Sophus er langt mere munter og fri og tør kaste sig ud i den nye tid med fri sex, jazzmusik og moderne poesi.
Med sig selv som udgangspunkt giver Egon Clausen en beskrivelse af generationen, ”der fik det hele, men som tabte det meste”.
Modsat mange andre erindringsbøger har Egon Clausen et større mål end blot at fortælle om sig selv. Han dykker ubarmhjertigt ned i de smertepunkter i hans fortid, som han kan bruge til at tegne et portræt af en hel tid og en hel generation, og som måske kan gøre os lidt klogere på nutiden.
På bogens første side præsenteres vi for de første 6 linjer af Brorsons digt: ”Kom hjerte tag dig regnebræt, skriv op dit levneds dage …, men først sent i bogen får vi de to sidste linjer: ”Husk bange sjæl, at alting står i Guds register skrevet.” Det er helt bevidst, at de linjer ikke er med fra starten, for det kan give os det indtryk, at det først er ved livets slutning, at vi skal stå til regnskab for Gud, men Egon Clausen insisterer på, at det er os selv, der skal føre regnskabet, og at det livet igennem skal revideres.
Egon Clausen har gjort SIT regnebræt op, og selv om meget synes spildt undervejs, når han dog frem til en vis afklaring, da vi til slut sammen med ham genser Ribe, den by han elsker, og som var med til at forme ham på godt og ondt.
Kommentarer