Stor og uafrystelig historisk roman fra 1800-tallets Lolland om overlevelse, naturens kræfter og fremskridtet.
Centreret omkring den historiske stormflod i 1872 opruller Peder Frederik Jensen et drama på liv og død og skildrer et samfunds orientering mod nye tider. Med historisk ballast og en usentimental tilgang til fortællingen byder Peder Frederik Jensen på barske skildringer af menneskets overlevelsesdrift på godt, men så sandelig også ondt.
En gammel sømand anløber egnen omkring Rødby, hvor han snart efter opkøber en lille sandbanke for en guldring og bygger et hus. De lokale undrer sig over sømandens enegang. Men sømanden har oplevet sit på verdenshavene og mistet meget. Han kender havet, men ingen af de lokale tager det alvorligt, da han advarer om stormfloden, der er på vej.
Efter stormfloden er området fyldt med strandingsgods, døde mennesker og dyr. Sømanden og hans hus står stadig. Lykkejægere, daglejere og overlevende strømmer til for enten at rane eller gøre deres gudfrygtige pligt og identificere ligene. Sømanden gør selv en uventet opdagelse på sin sandbanke, da han hører gråd fra en grøn trækasse i vandkanten. Han tøver længe, før han åbner kisten og finder en forkommen lille pige.
Pigens mor er død, så sømanden tager vare på hende. Når hun græder, falder hun til ro ved hans stemme, så han fortæller hende historier om sin kummerlige, barske barndom og en ensom, slidsom tilværelse som tømrer på skibene på havene. Pigen rører noget i ham, han ikke har mærket i mange år – en ømhed: ”I de dage hun har trimlet rundt, er der sket noget der ikke er sket før. Han har mærket liv. At nogen var hos ham, at nogen så på ham”.
Sømanden ved, at man vil tage det ilde op og sende pigen på fattiggården, hvis de finder hende hos ham, så han skjuler hende for omverden. Det går en rum tid, uden nogen opdager noget, men der snakkes i krogene og samtidig banker fremskridtet på med dramatiske begivenheder til følge.
'Rans vilje' berører det eviggyldige tema om menneskets trang til at tæmme naturen, som konfronterer mennesket med sin egen dødelighed. I kølvandet på stormfloden følger drømme om fremskridt og udvikling. Driftige mænd ønsker at lave kystsikring og landvinding. Uheldigvis står sømanden i vejen for planerne, da hans banke ligger lige der, hvor man vil bygge, og han nægter at sælge. Men hvor han før havde lidt at miste, er pigen nu blevet hans akilleshæl i det, der også bliver en fortælling om den lille mands kamp mod systemet.
Det er en helt igennem barsk roman, og man må kunne tåle lige dele afstumpede og grusomme mennesker og sølle skæbner, der knapt kan holde sig i live. Derfor står det også lysende frem, at den gamle sømand ikke er et helt så ødelagt menneske som så mange andre, når han åbner sit hjerte for det lille barn. Denne lille flig af menneskelighed har man vitterligt brug for at klamre sig til i historiens overflod af armod og vold.
Romanen er i følge Peder Frederik Jensen fortællingen om hans egen oldemor. Det bliver spændende, om han vælger at fortsætte fortællingen om pigen i den grønne trækasse: ”Vuggende i en grøn trækasse kommer hun sejlende ind i historien, da en hundredårsstorm har lagt sig, og en flodbølge trukket sig tilbage”.
Kommentarer