Anmeldelse
Pyramiden
- Log ind for at skrive kommentarer
En skræmmende treer, som opfordrer mennesket til at gentænke udforskningen af universet og er en påmindelse om, hvor små vi er.
Planeten Siberia 56 befinder sig 80 mio. lysår fra Jorden, og er en planet med vind, der når styrker på op til 300 km/t i det uvejsomme landskab i -200 grader. Siberia 56 er ydermere fyldt med sne og klipper, og vejret kan ændre sig på et splitsekund. Mod alle odds lever her en gruppe forskere, som er ved at undersøge mulighederne for kolonisering! Men indtil nu har de primært mødt frygtelige væsner, der har dræbt adskillige mennesker fra de forskellige ekspeditionsgrupper, som har været sendt til Siberia 56.
I seriens første samt andet bind har vi stiftet bekendtskab med flere forskere, der har mistet livet på den ugæstfri planet. Vi følger igen Ned, som er eneste overlevende fra den 13. rekognosceringsmission, og som er lykkedes med at nå frem til den eneste menneskeskabte base på Siberia 56. Ombord på basen har forskellige kolonister forsøgt at finde ud af hvilke væsner de er oppe mod, samt forsøgt at opklare hvem resterne af en meget gammel civilisation kan være. De er hele tiden oppe imod de kæmpestore sneorme, der har dræbt en del af deltagerne, og det endnu større væsen Morbius, der er endnu farligere. Alt peger på at den civilisation, der engang beboede planeten, er forsvundet af en årsag, der knytter sig til den enorme kvartspyramide, som forskerne har lokaliseret, men som de nærmest umulig at nå frem til. For på Siberia 56 er undersøgelser uden for basen oftest lig tab af liv.
Handlingen foregår i en yderst fjendtlig verden, hvor jeg undervejs både fik associationer til sci-fi-fortællingerne ’Alien’ samt ’Prometheus’. Der er mange dialoger, hvilket sætter læseren bedre i stand til at holde styr på de forskellige ekspeditioner, samt finde sammenhænge. Morbius forbliver et gådefuldt væsen, som man kun ser brudstykker af gennem serien. Det skaber fornemmelsen af en underliggende trussel, da væsnet mest eksisterer som en lurende rædsel. Christophe Bec har skabt en både fjendtlig og fascinerende verden, der trækker på det bedste fra både sci-fi- og horrorgenren.
Historien er igen vidunderligt og imponerende illustreret af Alexis Sentenac. Det visuelle udtryk er nærmest monokromt, kun brudt af sjældne solnedgange over det vilde landskab. Omslaget er virkelig smukt, og viser den kolossale pyramide i et inferno af lyn og snestorm.
En trilogi, der med sit indbydende cover, appellerer til alle fans af tegneserier, og som efterlader sin læser svært begejstret.
- Log ind for at skrive kommentarer
En skræmmende treer, som opfordrer mennesket til at gentænke udforskningen af universet og er en påmindelse om, hvor små vi er.
Planeten Siberia 56 befinder sig 80 mio. lysår fra Jorden, og er en planet med vind, der når styrker på op til 300 km/t i det uvejsomme landskab i -200 grader. Siberia 56 er ydermere fyldt med sne og klipper, og vejret kan ændre sig på et splitsekund. Mod alle odds lever her en gruppe forskere, som er ved at undersøge mulighederne for kolonisering! Men indtil nu har de primært mødt frygtelige væsner, der har dræbt adskillige mennesker fra de forskellige ekspeditionsgrupper, som har været sendt til Siberia 56.
I seriens første samt andet bind har vi stiftet bekendtskab med flere forskere, der har mistet livet på den ugæstfri planet. Vi følger igen Ned, som er eneste overlevende fra den 13. rekognosceringsmission, og som er lykkedes med at nå frem til den eneste menneskeskabte base på Siberia 56. Ombord på basen har forskellige kolonister forsøgt at finde ud af hvilke væsner de er oppe mod, samt forsøgt at opklare hvem resterne af en meget gammel civilisation kan være. De er hele tiden oppe imod de kæmpestore sneorme, der har dræbt en del af deltagerne, og det endnu større væsen Morbius, der er endnu farligere. Alt peger på at den civilisation, der engang beboede planeten, er forsvundet af en årsag, der knytter sig til den enorme kvartspyramide, som forskerne har lokaliseret, men som de nærmest umulig at nå frem til. For på Siberia 56 er undersøgelser uden for basen oftest lig tab af liv.
Handlingen foregår i en yderst fjendtlig verden, hvor jeg undervejs både fik associationer til sci-fi-fortællingerne ’Alien’ samt ’Prometheus’. Der er mange dialoger, hvilket sætter læseren bedre i stand til at holde styr på de forskellige ekspeditioner, samt finde sammenhænge. Morbius forbliver et gådefuldt væsen, som man kun ser brudstykker af gennem serien. Det skaber fornemmelsen af en underliggende trussel, da væsnet mest eksisterer som en lurende rædsel. Christophe Bec har skabt en både fjendtlig og fascinerende verden, der trækker på det bedste fra både sci-fi- og horrorgenren.
Historien er igen vidunderligt og imponerende illustreret af Alexis Sentenac. Det visuelle udtryk er nærmest monokromt, kun brudt af sjældne solnedgange over det vilde landskab. Omslaget er virkelig smukt, og viser den kolossale pyramide i et inferno af lyn og snestorm.
En trilogi, der med sit indbydende cover, appellerer til alle fans af tegneserier, og som efterlader sin læser svært begejstret.
Kommentarer