Åndeløst udsøgt læsning om mennesker og magtforhold, svigt, sex og svigerforældre samt den uopnåelige, men så eftertragtede, kærlighed. 15 formidable noveller, som pudder-perler på snor.
Tilbage i 2010 anmeldte jeg her på sitet med begejstring Heidi Fjelstrups debutroman Stilhed. Min fornøjelse ved værket var så stor, at underrubrikken nu har fundet vej til bagsiden af Fjelstrups seneste udspil, novellesamlingen Pudder, som jeg i sagens natur har set frem til at læse lige siden 2010. Og det er jo altid med en vis bæven, at man giver sig kast med de forfattere, der er i høj personlig kurs hos én, for ingen kan skuffe fælere end dem, man har sat højest lid til.
Pudder består af femten korte noveller, der hver som én rummer et voldsomt og, for de implicerede, opslidende drama. Ved ”drama” forstås både hysteri, vrede, vold og afmagt, men også de indre kampe, der kan rive og flå i et menneske. Det er på ingen måde munter læsning (selv om jeg smilede bredt og tilfreds, da Sanne i novellen ”Mandelgaven” får en stille hævn over den emsige og sindssygt irriterende svigermor), men det er læsning, som – i hvert fald for mit vedkommende – borer sig direkte ind i hjertet, så jeg næsten må frygte, at det skal tage skade. Det er virkelig stærkt, og man må for Gud ved hvilken gang erkende, at sorg og smerte kan være særdeles velgørende, når det handler om litteratur.
Der er flere tematikker, som spinder novellerne sammen: Magtforhold og den pludselige forskydning af disse, forældre og børn samt den tendens, at stort set alle de mænd, der optræder her, enten er nogle skvat eller nogle svin eller begge dele på samme tid. Under det hele ligger den forfærdelige, ønskværdige, uopnåelige og eftertragtede kærlighed, som mange af personerne aldrig rigtig formår hverken at erhverve sig eller videregive. Ja, det skulle da lige være, hvis man som Kian i novellen ”Ens” dræber sin tvillingebror for derved at få fortrinsret til moderens kærlighed. Eller hvis man som drengen Troels stikker en dolk i låret på sin lamme mor for på den måde at vinde sin bedste ven tilbage, som det sker i novellen ”Legekammerater”.
Novellerne er som sagt af den korte karakter, hvilket i Fjelstrups pen blot intensiverer det uhyggeligt tragiske. Og for en sjælden gangs skyld er det simpelthen vanskeligt for mig at fremhæve nogle af novellerne frem for andre, da de alle femten både er ualmindeligt vellykket komponeret samt besidder et skæbnesvangert overraskelsesmoment, som gang på gang (altså femten gange i alt) næsten tog pusten fra mig. Jeg tror, man kalder det ”åndeløs”, den tilstand jeg befandt mig i.
Der er noveller heri, for eksempel ”Bord til to”, som har printet sig så fast i min læse-last, at jeg allerede nu ved, de aldrig vil slippe mig igen. Det er ikke et valg fra min side – det er en indre tatovering, som jeg faktisk ikke er ked af. Så med gråd i stemmen vil jeg plædere for, at man ikke sparer sig selv, men læser Pudder.
Kommentarer