Anmeldelse
Prometheus – Atlantis
- Log ind for at skrive kommentarer
Apokalyptisk tegneserie om verdens undergang blander gamle myter med science fiction.
Historien begynder, da en gruppe spanske conquistadorer opdager resterne af et rumfartøj i året 1513. Vi præsenteres herefter for umiddelbart tilfældige karakterer fra hele verden i det 21. århundrede.
I Florida møder vi Jeff Spaulding, ansvarlig for rumfærgen Atlantis, hvis kone Patricia er syg med sklerose. I Pennsylvania møder vi golfspilleren Tom Scott, som vinder en turnering, og som spiller golf for "aldrig at være alene igen". I Middelhavet udenfor Egypten trækker skibet Aloebaran en stor statue, som forestiller Døden op af havet. I Frankrig sidder en mand i en gammel borgruin og læser et brev fra en kvinde ved navn Pamela, der skriver at hun forlader ham. Med ét går alle verdens ure i stå kl. 13.13, og Antikythera-mekanismen, en form computer fra oldtiden, går i gang, men kl. 16.15 går alle urene i gang igen.
Sideløbende får man den ubarmhjertige fortælling om Prometheus, som siden verdens begyndelse har siddet fange i østens bjerge på Zeus’ befaling, fordi han gav menneskene ilden, og som skal udholde, at en ådselæder hver dag spiser hans lever. Historien tager os igen tilbage til 2019, hvor tusinder af fly uden forvarsel styrter ned.
Jeg er overbevist om, at fortællingen om Prometheus indeholder nøglen til mysteriet om "de forsvundne timer", og at denne fortælling til slut også formår at samle op på de forskellige karakterer, som vi indtil nu har mødt. Prometheus- myten handler blandt andet om, hvordan en skaber lider for sine fejltagelser, lige som i tragedien om Frankenstein. Efter at have læst ’Prometheus’ sidder jeg med samme fornemmelse, som da jeg første gang så serien X-Files, der både gav så meget mening og så alligevel slet ingen, og som fremfor alt var forunderlig og uhyggelig.
Jeg kan virkelig godt lide Christophe Becs realistiske fremstillinger af arkitektur og landskaber, men hans karakterer kan godt være lidt svære at skelne fra hinanden. Jeg er overordentlig spændt på, om næste bind i serien samler op på de mange tråde, samt om Prometheus-myten flettes sammen med de øvrige fortællinger fra 2019. Christophe Bec står bla. desuden bag horror-science fiction-tegneserien ’Siberia 56’, der foregår i fjern galakse i fremtiden, og som også både er mørk og dyster.
- Log ind for at skrive kommentarer
Apokalyptisk tegneserie om verdens undergang blander gamle myter med science fiction.
Historien begynder, da en gruppe spanske conquistadorer opdager resterne af et rumfartøj i året 1513. Vi præsenteres herefter for umiddelbart tilfældige karakterer fra hele verden i det 21. århundrede.
I Florida møder vi Jeff Spaulding, ansvarlig for rumfærgen Atlantis, hvis kone Patricia er syg med sklerose. I Pennsylvania møder vi golfspilleren Tom Scott, som vinder en turnering, og som spiller golf for "aldrig at være alene igen". I Middelhavet udenfor Egypten trækker skibet Aloebaran en stor statue, som forestiller Døden op af havet. I Frankrig sidder en mand i en gammel borgruin og læser et brev fra en kvinde ved navn Pamela, der skriver at hun forlader ham. Med ét går alle verdens ure i stå kl. 13.13, og Antikythera-mekanismen, en form computer fra oldtiden, går i gang, men kl. 16.15 går alle urene i gang igen.
Sideløbende får man den ubarmhjertige fortælling om Prometheus, som siden verdens begyndelse har siddet fange i østens bjerge på Zeus’ befaling, fordi han gav menneskene ilden, og som skal udholde, at en ådselæder hver dag spiser hans lever. Historien tager os igen tilbage til 2019, hvor tusinder af fly uden forvarsel styrter ned.
Jeg er overbevist om, at fortællingen om Prometheus indeholder nøglen til mysteriet om "de forsvundne timer", og at denne fortælling til slut også formår at samle op på de forskellige karakterer, som vi indtil nu har mødt. Prometheus- myten handler blandt andet om, hvordan en skaber lider for sine fejltagelser, lige som i tragedien om Frankenstein. Efter at have læst ’Prometheus’ sidder jeg med samme fornemmelse, som da jeg første gang så serien X-Files, der både gav så meget mening og så alligevel slet ingen, og som fremfor alt var forunderlig og uhyggelig.
Jeg kan virkelig godt lide Christophe Becs realistiske fremstillinger af arkitektur og landskaber, men hans karakterer kan godt være lidt svære at skelne fra hinanden. Jeg er overordentlig spændt på, om næste bind i serien samler op på de mange tråde, samt om Prometheus-myten flettes sammen med de øvrige fortællinger fra 2019. Christophe Bec står bla. desuden bag horror-science fiction-tegneserien ’Siberia 56’, der foregår i fjern galakse i fremtiden, og som også både er mørk og dyster.
Kommentarer